Menu luk

Fem politiske indspark til EU-valg

”Det kommende valg berører rigtig mange områder af vores medlemmers dagligdag”, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet. Derfor har forbundet formuleret fem konkrete indspark til valgkampen forud for Europaparlamentsvalget den 26. maj.

6. maj 2019
2 min

​Danmark, som en lille, åben økonomi gør sig bedst i at påvirke EU indefra. Derfor opfordrer Finansforbundet alle – uanset holdning - til at gå til stemmeurnerne den 26. maj, hvor Europaparlamentsvalget falder. Forbundet har udvalgt fem emner, som skal på dagsordenen op til det nærtforestående Europaparlamentsvalg.

"EU er et fællesskab, som vi er en del af, og hvor vejen til demokratisk indflydelse går via Bruxelles og Strasbourg. Vi tager ikke stilling til partier eller kandidater, men til områder, der har substantiel betydning for vores medlemmer", siger næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen.

Beskyt whistleblowere

I store træk handler det for Finansforbundet om at bevare den danske model, få et større fokus på dataetik, øge bæredygtigheden i den finansielle sektor, sikre bedre forhold for fintech på europæisk plan samt sikre beskyttelse af whistleblowere.

"I forhold til beskyttelsen af whistleblowere, som vi har arbejdet målrettet for at styrke, er EU faktisk længere fremme på lovgivningsområdet, end man har været i Danmark", siger Michael Budolfsen.

Finansforbundet mener, at medarbejdere, som gør deres pligt og underretter om mistænkelige overførelser og adfærd eller ulovligheder internt i deres virksomhed, har krav på at blive beskyttet. Derfor er det vigtigt, at Danmark hurtigst muligt indfører de nye EU-regler på whistleblower- og hvidvaskområdet.

"Der er rigtig mange dagsordener på hele det EU-politiske område, som umiddelbart kan synes fjerne, men som har helt afgørende betydning for vores hverdag", siger Michael Budolfsen.

Værn om den dansk model

Finansforbundet er fortsat tilhænger af den danske model, som i 120 år har været afgørende for vækst og produktivitet i Danmark. Men modellen er under pres grundet den voksende økonomiske styring fra EU gennem krav til omkostningsudvikling, indirekte indgreb i løndannelsen og tilnærmelser om EU-lovgivning på arbejdsmarkedsområdet.

"Der en række forhold – eksempelvis at beskytte vores danske aftalemodel – som det er helt nødvendigt at værne om i en europæisk kontekst", siger Michael Budolfsen, som derfor foreslår, at den danske model anerkendes i forhold til EU-reguleringen, og at EU-myndighederne skal afskæres fra at diktere hvert indhold i kollektive aftaler.

"Det kommende valg berører kort sagt rigtig mange områder af vores medlemmers dagligdag. Derfor har vi formuleret nogle konkrete indspark til valgkampen og det videre politiske arbejde i det parlament, der arbejder videre efter den 26. maj", siger Michael Budolfsen.

Læs mere om Finansforbundets konkrete forslag indenfor hvert emne her.
  

Seneste nyt