Menu luk

EU-Kommission foreslår lempede kapitalkrav til grønne banker

Banker der låner til eller investerer i grønne projekter, skal kunne drage fordel af lempeligere kapitalkrav, foreslår EU-Kommissionen som led i 'new green deal'.

2. dec. 2019
2 min

​Da Ursula von der Leyens nye EU-Kommission i sidste uge endelig blev godkendt af et stort flertal i Europa-Parlamentet, skete det blandt andet med et løfte om at skabe en 'new green deal' for Europa.

Og dette nye grønne boost skal også omfatte bankerne, hvis det står til Valdis Dombrovskis, næstformand med ansvar for finansiel stabilitet og finansielle ydelser.

Han vil gerne tilskynde bankerne til at øge deres finansiering af energivenlige boliger, CO2-neutral transport og andre former for grønne investeringer.

Gør det de, skal de kunne drage fordel af en gulerod i form af lempeligere kapitalkrav - altså den mængde penge de skal sætte til side, hver gang der bliver udlånt penge, fortæller EU-kommissæren til Financial Times.

Modstand hos tilsynsmyndighed

Dombrovskis vil nu gå i gang med at undersøge, hvordan en sådan 'green support factor', som han kalder det, kan konstrueres.

Ifølge den britiske finansavis overvejer han at lade sig inspirere af en model, der blev brugt efter subprime-krisen i 2008, hvor EU forsøgte at øge bankernes udlån til små- og mellemstore virksomheder. Dengang blev bankernes kapitalkrav sænket med 25 procent, når de lånte ud til små- og mellemstore virksomheder.

Kommissær Dombrovskis planer møder dog modstand hos den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), der mener at man ikke skal blande klimamål og bankstabilitet sammen.

"Vores mandat er at gøre bankerne sikrere og sundere", siger Andrea Enria, chefen for EBA. 

Fælles standarder nødvendig

Derimod er der mere konsensus omkring et andet initiativ fra Bruxelles, nemlig at udvikle fælles guidelines for hvad der egentlig skal til, før noget må kalde sig en 'grøn investering'. Eller hvad man egentlig præcis skal forstå ved det omsiggribende begreb ESG, en forkortelse for Environmental, Social and Governance.

I en tale i Paris for nylig advarede chefen for de franske børsmyndigheder, Robert Ophèle, om at minimumstandarder på området var "afgørende for at undgå at ESG-konceptet bliver udvandet og for at undgå potentiel katastrofal greenwashing". Altså produkter der markedsføres som grønne uden at være det.

ECB også på banen

Også Christine Lagarde, den for nyligt tiltrådte som chef for den Europæiske Centralbank (ECB), har vakt opsigt med en udmelding om at gøre klimamål til en prioritet for centralbanken.

Præcis hvordan det skal udmønte sig står stadig hen i det uvisse. Ligesom Dombrovskis har Lagardes initiativ dog også omgående delt vandene.

Mens den franske nationalbankchef François Villeroy de Galhau støtter hendes initiativ, har hans tyske kollega Jens Weidmann - der ligeledes sidder i ECB's styrelsesråd - på forhånd erklæret sig "meget kritisk" for at blande klima og pengepolitik.

Seneste nyt