Menu luk

De dumme spørgsmål er de bedste

Arbejdsgivere efterspørger medarbejdere, der kan indgå i tværfaglige teams. Mens kunstig intelligens automatiserer mange finansielle funktioner, skal du være empatisk og nysgerrig. Dine finansielle kompetencer skal spille sammen med de personlige, siger konsulent Hanne Shapiro, der for Finansforbundet har kulegravet fremtidens finansielle arbejdsmarked.

11. mar. 2019
4 min

​Har du empati, og kan du give feedback? Så har du måske et ekstra stærkt kort på hånden i den finansielle sektor.

Sandheden er dog, at vi ikke med sikkerhed kan vide, hvilke kompetencer vi skal bruge i vores arbejdsliv. Men vi kan se tendenser. Vi kan studere de virksomheder, der løber forrest, og det har konsulent Hanne Shapiro gjort sammen med Finansforbundet.

"De virksomheder, vi har talt med, introducerer digitaliseringen, fordi de ønsker at være kundecentreret. De kikker ude-fra-og-ind, og de samarbejder mere med kunderne og kommer ikke bare med færdige løsninger", siger Hanne Shapiro og fremhæver den agile arbejdsmetode, som flere og flere virksomheder tager ind:

"Det betyder ikke, at faglighed forsvinder, men du skal på en helt anden måde være nysgerrig på og kunne sætte dig ind i, hvad din kolleger laver og omsætte det i nogle løsninger."

Din T-profil

Fremtidens finansielle medarbejder beskrives bedst som en T-profil. En profil, der besidder tværgående kommunikative og personlige kompetencer. Overliggeren repræsenterer kommunikation, nysgerrighed, relationsdannelse og empati. Men en medarbejder er samtidig én, der har dybe finansielle kompetencer, fordi du skal jo løse problemet om et eller andet.

"Det kan godt være, at du skal have viden om kunstige intelligenssystemer, men du behøver ikke at kunne programmere", understreger Hanne Shapiro. Kunstig intelligens er mennesker overlegne på rå beregningskraft, men ikke på højere kognitive evner.

Læringsmiljø

I rapporten om fremtidens finansielle arbejdsmarked fremhæves mange gange, at den klassiske fagfaglighed ikke længere er nok. Vi står i et fundamentalt skifte i, hvordan vi tænker i læring, og hvordan vi udvikler de personlige og sociale kompetencer.

"For tiden udvider læringsmiljøet sig. Man lærer ikke kun, når man kommer afsted på kursus, som der har været en tendens til at mene blandt alle faggrupper."

Læring flytter meget mere over på arbejdspladsen, og det er faktisk en global tendens, som også betyder, at lederne får et kæmpe ansvar, siger Hanne Shapiro. Når magthierarkier forsvinder på grund af de agile metoder, må virksomheden være understøttende og sørge for, at medarbejderne er i udvikling.

Medarbejderen må selv tage ansvar, fordi ingen kommer og fortæller, hvad næste skridt er.

"Hvis man har været vant til en meget hierarkisk organisation, og man måske er meget pligtopfyldende, kan man komme til at snyde sig selv", forklarer Hanne Shapiro, der kan være bekymret for den del af forandringsprocessen. I sektoren må man prøve forretningsmodeller med en mere eksperimenterende kultur, hvor noget kan gå galt eller gå i stå, hvor de kan stille hinanden de dumme spørgsmål - det er jo de bedste.

The Development Bank of Singapore (DBS), som Hanne Shapiro har studeret grundigt, har i deres transformation arbejdet med idéudviklingsforløbet hackathon, hvor man sætter medarbejdere sammen om et autentisk problem fra virksomhedens hverdag. Metoden er at undersøge problemet fra mange vinkler, inder der formuleres løsninger.

Man skal øve sig

Selv om ingen kan give et klart billede af, hvordan vores job kommer til at tage sig ud, kan vi træne vores hjerner til rejsen, beroliger Hanne Shapiro:

"Hvis du som person ikke er særlig god til at få feedback, når du fungerer i gruppesammenhænge, skal du måske prøve at gøre vold på dig selv, selv om det kan være grænseoverskridende, både for den der giver feedback, og den der modtager. En forudsætning er, at ledelsen er bevidst om, hvordan vi taler med hinanden, og hvordan vi giver feedback. Man skal øve sig."

Nogle sociale og personlige kompetencer kan understøttes af kurser om kommunikationspsykologi og anerkende kommunikation. NLP og mindfullnes kan bruges. Man kan finde onlineprogrammet med nogle af de bedste professorer på områder, hvor danske uddannelsesinstitutioner ikke har noget målrettet den finansielle medarbejder.

"Alle de virksomheder, vi har besøgt, siger samstemmende: Vi kan ikke rigtig bruge standardkurser længere, for vi skal tættere på det forretningsmæssige", siger Hanne Shapiro.

Empati for kunden

Med skiftet i forretningsfokus bliver forholdet til kunden også mere afhængig af empati og forståelse af kundens behov. I Hanne Shapiros optik betyder digitalisering ikke, at der skal skæres medarbejdere væk. De skal bruges til at give bedre service og stå stærkt i konkurrencen.

"Alt om relationer og empati kan bruges professionel, også i et callcenter, hvor spørgsmålet om sociale relationer også bliver mere komplekst, fordi du arbejder som rådgiver i en mere digital verden, men du kan træne til at skabe den relation, selv om der er en skærm og mange hundrede kilometer imellem rådgiver og kunde."

The Development Bank of Singapore (DBS) har udnyttet digitaliseringen til at være en relationsbank både i forhold til kunder og samfund, fortæller Hanne Shapiro:

"Den bank har gennemført en digital omstilling på meget kort tid, uden at fyre en eneste medarbejder. Alle kan udvikles, alle kan udvikle sig. Hele deres bankforretning hviler på et dybt samfundsmæssigt og socialt engagement, som de faktisk tjener penge på, og banken stiller krav om etisk adfærd til de virksomheder, de lukker ind i deres økosystem."

Finanskompetencepuljen

I Finanskompetencepuljen kan du styrke dine sociale og personlige kompetencer i følgende kurser:

  • Digital kommunikation
  • Innovationsledelse
  • Kommunikation i praksis
  • Strategisk kommunikation
  • Det personlige lederskab og forandring
  • Forandringsledelse
  • Organisation, udvikling og samskabelse
  • Procesfacilitering

 

Læs mere om mulighederne i puljen her.
 

Nysgerrig er hit med jobbet

Vi har undersøgt brugen af fem ord: empatisk, udadvendt, omstillingsparat, nysgerrig og kommunikationsevne i jobopslag i Finanssektoren.

Arbejdsgiverne efterspørger i stærkt stigende grad "nysgerrighed". Næsten hver tiende opslag benytter ordet. Mens "empatisk" slet ikke optrådte før 2012, dukker det nu op i to procent af opslagene, og "kommunikation" lå på fire procent i 2018.

I hele perioden dukkede "udadvendt" op i 20 procent af jobopslagene.

Note: Analysen bygger på 36.938 jobopslag fra 2008-2018. 

Seneste nyt