Menu luk

Danske Bank tager afsked med 3.200 jobtitler

Danske Banks HR-afdeling er i gang med et omfattende titelprojekt. 3.600 jobtitler er skåret ned til kun 400. Den nye titelstruktur skal blandt andet give HR og medarbejderne et større kompetenceoverblik og gøre det nemmere for medarbejderne at rykke rundt i koncernen.

19. aug. 2019
4 min

​Hvor meget ansvar har du? Hvad er dine kompetencer? Og hvor kompleks er dit job? Det er nogle af de spørgsmål, Lisbeth Sørensen og hendes kolleger i HR i Danske Bank kigger på, når de udarbejder nye jobtitler og funktionsbeskrivelser for koncernens godt 22.000 medarbejdere.

De har det seneste år arbejdet på at gennemgå koncernens godt 3.600 titler og reduceret dem til 400 nye engelske titler. Titlerne er sat i forhold til, hvilket jobområde og niveau medarbejderne arbejder inden for. Fokus er på medarbejdernes basiskompetencer, arbejdsopgaver, ansvar og jobbets kompleksitet. Ifølge Lisbeth Sørensen er drivkraften for den nye titelstruktur et nyt HR-system, et ønske om en større gennemskuelighed og færre jobtitler.

"Inden for de sidste år er der kommet flere og flere jobtitler til, også fordi man har haft mulighed for at sige: Jeg synes ikke, der er nogen, der passer, så vi finder på en ny. Det gør vi nu op med. Der bliver de 400 at vælge imellem, og det bliver ikke noget, lederen selv kan godkende. Hvis der skal være en ny titel, skal det godkendes fra et centralt sted, ellers bliver antallet af jobtitler sandet til i løbet af få år eller få måneder", siger Lisbeth Sørensen, som er senior-HR-konsulent i Danske Bank.

Nye jobtitler giver nye jobmuligheder

Den nye titelstruktur skal også gøre det lettere at flytte medarbejderne rundt i koncernen uden nødvendigvis at ændre deres jobtitel, hvis de bevarer samme jobindhold, for eksempel i forbindelse med en organisationsændring.

Strukturen skal også gøre det mere gennemskueligt for HR og medarbejderne at se, hvad det kræver af kompetencer at skifte job eller påbegynde en ny karriere inden for koncernen. Og det er kærkomment især inden for jobområder som konsulenter, ledere og analytikere, som ifølge Lisbeth Sørensen har haft rigtig mange jobtitler. Banken har for eksempel haft 1.500 konsulenter ansat med 250 forskellige jobtitler, hvilket svarer til, at knap hver 6. konsulent har en særskilt titel. 

"Jobtitlerne ændrer sig og bliver hurtigere forældet i dag, hvis de er meget specifikke, hvilket de var tidligere. Så det handler om at finde en balance. Vi vil gerne have så få jobtitler som muligt, men det skal stadigvæk give mening. Vi er samtidig også nødt til at tage hensyn til compliance. Det er vigtigt, at de rigtige medarbejdere får taget den rigtige compliancetræning, som er forskellig, afhængigt af hvor du sidder i koncernen", siger HR-konsulenten.

Der er blevet flere Scrum Masters

De 400 nye jobtitler er alle engelske, fordi det er lettere at arbejde med på tværs af sprog- og landegrænser, og fordi det skaber genkendelighed i koncernen. Det er dog op til den enkelte medarbejder, om man udadtil vil bruge en engelsk eller dansk titelbetegnelse.

For medarbejdere, der arbejder i hovedsædefunktioner eller samarbejder med virksomheder på tværs af landegrænser, vil det således være oplagt at bruge den engelske titel, mens det nok er de færreste kunderådgivere, som vil kalde sig Retail Banker i kontakten med deres danske kunder.

Der er også kommet nye jobtitler til, fortæller HR-konsulenten fra Danske Bank. Blandt andet inden for arbejdet med compliance, AML (Anti Money Laundering) og agile projekter. Sidstnævnte er et felt, hvor banken i dag ikke har så mange medarbejdere, men hvor man forventer, at der kommer flere. Eksempler på agile jobfunktioner er Scrum Master, Chapter Lead, Customer Solution Owner og Agile Coach.

Ud over den generiske jobbeskrivelse vil der være funktionsbeskrivelser, som mere detaljeret beskriver arbejdet i de enkelte afdelinger eller områder. Der kan derfor være flere funktionsbeskrivelser relateret til en jobbeskrivelse. Den nye titelstruktur skal være færdig til oktober.

Associate, Chief eller Principle?

Danske Bank har cirka 100 jobbeskrivelser med 3-6 levels svarende til cirka 400 i alt. Et eksempel på en generisk titel er jobkategorien Project Manager/projektleder. Levels refererer til, hvilket niveau du befinder dig på inden for hver jobkategori. Du kan for eksempel være Associate Project Manager, Project Manager, Senior Project Manager, Chief Project Manager og Principle Project Manager.

Associate svarer til, at du er helt ny i jobbet, mens Senior indikerer, at du typisk har mere erfaring og ansvar i jobbet, som gerne er mere komplekst. Chief og Principle tilføjer yderligere ansvar og kompleksitet i jobbet. Der er også udarbejdet specifikke jobtitler, som alle ledere indplaceres i. For eksempel Leader of team, Leader of leader, Leader of function/area, alt efter hvilken lederrolle og hvilket organisatorisk niveau lederen er på.

Seneste nyt