Menu luk

Dansk Industri bliver partner i Copenhagen FinTech

”Det er et rigtig godt rygstød til Copenhagen FinTech, og det arbejde, der er i gang her, at Dansk Industri nu også træder ind i bestyrelsen”, siger Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen.

27. maj 2019
2 min

​Dansk Industri (DI) bliver på den kommende generalforsamling i Copenhagen FinTech onsdag den 29. maj den ottende partner i foreningen, der siden sin officielle lancering den 15. september 2016 i høj grad har sat skub i udviklingen af fintech i Danmark.

Copenhagen FinTech blev til på initiativ af Finansforbundet, Københavns Kommune og Finans Danmark (det daværende Finansrådet), og Dansk Industri tilslutter sig nu de øvrige partnere Spar Nord, SDC, Skandia, Købstædernes Forsikring og Industriens Fond og får en plads i bestyrelsen bag Copenhagen FinTech.

I et interview med Børsen Pro lægger Lars Frelle-Petersen, direktør i Dansk Industri, ikke skjul på, at han er imponeret over, at der investeres kraftigt og ekspanderes heftigt på medarbejdersiden blandt fintechvirksomheder som Lunar Way, Spiir og Chainalysis.

"Vi synes, at det er en kæmpe anerkendelse af, hvad fintech har lavet i Danmark, og for at være ærlig vil vi også gerne være en del af det", siger Lars Frelle-Petersen til Børsen Pro.

Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen er glad for, at Dansk Industri nu går aktivt ind i udviklingen af dansk fintech.

"Det er et rigtig godt rygstød til Copenhagen FinTech, og det arbejde, der er i gang her, at DI nu også træder ind i bestyrelsen. Her er sket rigtig meget siden Copenhagen FinTech gik i luften, men der er stadig et kæmpe potentiale, som vi har brug for at udnytte som samfund, og det arbejder vi målrettet videre på i en partnerkreds, der nu altså bliver endnu stærkere", siger Steen Lund Olsen til Nyhedsbrevet Finans.

2.000 nye job frem mod 2020

Ifølge de seneste opgørelser over jobskabelsen på området består den danske fintechsektor af samlet set 17.000 fuldtidsbeskæftigede, fordelt på både fintech-iværksættere og etablerede finansielle og it-virksomheder. Samtidig anslår blandt andet Copenhagen FinTech, der er et jobskabelsespotentiale i fintech på yderligere 2.000 stillinger frem mod 2020. 

"Det er svært at følge med, og vi tror også, at vi har fundet en formel for at drive erhvervsfremme, som rent faktisk skaber kortsigtede resultater. Vi bliver brugt som eksempel i både Danmark og udlandet for rigtig velfungerende vækstorganisationer, som skaber job og tiltrækker talent og virksomheder", forklarer Thomas Krogh Jensen, adm. direktør i Copenhagen FinTech til Børsen Pro. 

Overfor mediet forklarer Lars Frelle-Petersen, at DI vil være en døråbner for de finansielle virksomheder ind til det brede danske erhvervsliv, hvor DI sidder på omkring 11.000 medlemmer, heriblandt landets allerstørste virksomheder.  

"Både fintech og robotområdet, der er lokaliseret omkring Fyn, er blandt de store væksteventyr, som vi har gang i i øjeblikket. Fintech kaster mange arbejdspladser af sig i øjeblikket", siger Lars Frelle-Petersen til Børsen Pro.

Seneste nyt