Menu luk

Ansatte må gerne forbydes at købe bitcoins i deres fritid

Finansforbundet mener, det var en indgriben i privatlivet, der går længere end ledelsesretten, da Nordea i 2018 forbød sine medarbejdere at købe kryptovaluta som privatpersoner. Men det er Arbejdsretten ikke enig i. Forbuddet er ikke mere indgribende end nødvendigt af hensyn til formålet, hedder det i dommen.

2. dec. 2019
1 min

​Spørgsmålet om, hvor langt ledelsesretten rækker i forhold til medarbejderes privatliv er blevet vurderet af Arbejdsretten i en sag, som Finansforbundet i marts 2018 indklagede Nordea for.

" Vi er enige i, at vores medlemmer i realkredit- og pengeinstitutter bør have en fornuftig privatøkonomi, og udvise mådehold med at foretage risikable investeringer – men ligefrem at forbyde dem at handle med kryptovaluta i deres fritid og for deres egne penge er simpelthen at gå for vidt", sagde Kent Petersen, Finansforbundets formand, til Nyhedsbrevet Finans i februar 2018.

Baggrunden var, at Nordea nogle uger tidligere på bankens intranet havde meddelt, at det fremover ville være forbudt for medarbejderne at investere i kryptovaluta, fordi ledelsen mener, at risikoen ved sådanne investeringer efor høj, og at beskyttelsen af både medarbejdere og virksomhed ikke er god nok. Medarbejdere kunne dog beholde de bitcoins eller andre kryptovalutaer, som de på tidspunktet havde erhvervet sig.

Mandag den 2. december 2019 frifandt Arbejdsretten Nordea. Forbuddet er ikke mere indgribende end nødvendigt af hensyn til formålet, hedder det i dommen, hvor Arbejdsretten også bemærker, at Nordeas forbud ikke indebærer, at medarbejderne skal afhænde allerede erhvervede beholdninger, og ikke omfatter nærtståendes dispositioner, som medarbejderne ikke er involverede i.

Kent Petersen havde håbet, at Finansforbundet fik medhold i sagen og tager dommen til efterretning.

"Vi har rejst sagen ud fra en helt principiel betragtning om, at man som ansat naturligvis også har et privatliv, hvor man kan agere som privatperson. Det var derfor vigtigt for os på vores medlemmers vegne at få Arbejdsrettens afklaring af, hvor langt ledelsesretten rækker. I dette tilfælde rakte den også længere, end vi mener, den bør gøre", siger Finansforbundets formand.

Seneste nyt