Menu luk

A-kassen skal skaffe flere i job

Finansforbundets a-kasse - en del af FTFa - er blandt de a-kasser, som i et fireårigt forsøg skal overtage en del af jobcentrenes ansvar for at få ledige i job. Steen Lund Olsen, formand for FTFa, ser positivt på forsøget, som vil spare lediges tid og øge kvaliteten i den enkeltes forløb tilbage mod job.

8. apr. 2019
2 min

​Ni a-kasser får nu får ansvaret for omkring hver fjerde dagpengemodtager i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsforløbet. Det er en del af et nyt fireårigt forsøg besluttet af regeringen og et bredt flertal af Folketinget.

FTFa - derunder Finansforbundets a-kasse – er blandt de udvalgte a-kasser. Steen Lund Olsen, formand for FTFa samt næstformand i Finansforbundet, ser positivt på deltagelsen i forsøget.

"Det er et forsøg, som vi også politisk har arbejdet for, fordi vi mener, at a-kassen er det bedste omdrejningspunktet for at skaffe vores medlemmerne bedst og hurtigst muligt i varigt arbejde. Vi har et rigtig godt samarbejde med jobcentrene i kommunerne, men jeg tror også, at forsøget kan give et kvalitativt løft til glæde for den enkelte ledige gennem et mere målrettet og smidigt forløb", siger Steen Lund Olsen.

Ser forsøget som en chance

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen udtaler i en pressemeddelelse, at de udvalgte a-kasser nu får en historisk chance for at vise, hvad de kan. Det er en chance, Steen Lund Olsen glædeligt tager imod.

"Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi er med i forsøget. Nu har vi alletiders mulighed for at vise, hvad vi kan. Vi har et stærkt kendskab til vores medlemmers arbejdsliv, kompetencer og fremtidens arbejdsmarked, og jeg er sikker på, at vi kan løfte opgaven med at matche vores medlemmer med jobs", siger a-kasseformanden og fortætter:

"Derudover er det godt, at forsøget ligger i forlængelse af medlemmernes opsigelsesperiode. Det stemmer godt overens med vores erfaring, som viser, at jo tidligere indsats, desto hurtigere kommer ledige i job".

Forsøget medfører, at cirka 40 procent af de ny-ledige medlemmer i FTFa i de første tre måneder, de er ledige, kun skal komme i a-kassen og ikke i de kommunale jobcentre. Det vil omfatte medlemmer, som bor i 36 kommuner inden for Hovedstaden, Fyn og Østjylland.

Forsøget sættes i gang fra den 1. januar 2020.

Seneste nyt