Menu luk

Udgifter ved betalinger falder markant

Siden 2009 er samfundets omkostninger ved betalinger mellem husholdninger og virksomheder halveret. Det viser en analyse udgivet af Betalingsrådet. Det er en gevinst for samfundet, siger nationalbankdirektør Per Callesen.

24. sep. 2018
2 min

​I 2016 udgjorde de samfundsmæssige omkostninger ved betalinger mellem husholdninger og virksomheder cirka 11 milliarder kroner. Det viser en analyse, som Betalingsrådet offentliggjorde mandag. Det er et fald på over 7 milliarder kroner - svarende til en halvering i forhold til 2009, hvor sidste analyse blev foretaget.

 "Betalingerne er blevet billigere og mere effektive. Det er en gevinst for samfundet, at de samfundsmæssige omkostninger ved betalinger er faldet", siger nationalbankdirektør Per Callesen.

 Samfundets omkostninger ved betalinger var i 2016 samlet 15,6 milliarder kroner. I 2009 udgjorde disse omkostninger cirka 17 milliarder kroner. Med samfundet omkostninger menes, der hvor mange ressourcer det på et samfundsmæssigt niveau indgår i en betaling. De lavere omkostninger er opnået, selvom antallet af betalinger mellem husholdninger og virksomheder er steget med 16 procent i samme periode.

 "Betalingsrådet konkluderer, at denne positive udvikling blandt andet skyldes det skifte væk fra kontanter over mod betalinger med kort og smartphone, som har fundet sted de seneste år", siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

 Bankerne udvikler hele tiden nye og innovative produkter. Eksempler er blandt andet MobilePay, kontaktløse betalingskort og senest introduktionen af NemID-nøgleappen.

 "Det er løsninger, der har gjort livet lettere for danskerne, og som vil betyde, at de samfundsmæssige omkostninger vil fortsætte med at falde de kommende år til glæde for alle", siger Michael Busk-Jepsen.

Nye digitale løsninger

Betalingsrådet blev etableret af Nationalbanken i 2012 og er et forum for samarbejde på detailbetalingsområdet i Danmark. Betalingsrådet har formandskab af Nationalbanken og består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, DI, Erhvervsministeriet, Finanstilsynet, Finans Danmark, ForbrugerrådetSMVdanmark og Nets. Flere repræsentanter var mødt op på Nationalbankens pressemøde mandag morgen, hvor analyses resultater blev præsenteret. Det var blandt andet Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.  

 "Vi kommer ind i en brydningstid. Der kommer nye digitale løsninger, som kan bringe omkostningerne ned for forbrugere og virksomheder. Det fylder ikke meget for den enkelte, men for samfundet gør det en stor forskel," siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.  

Til mødet deltog også Trygve Ilkjær, chef for Public Affairs og Communication Partners i Nets. Han ser den nye analyse som en slags nulpunktsanalyse.

"Det er fint, uanset hvad resultaterne viser, at vi får en analyse, fordi der er løbet meget vand til åen siden sidste rapport i 2009. Nu har vi et validt datamæssigt udgangspunkt, før vi tager højde for de nye betalingsformer med kontaktløse betalinger, som ikke var oppe i 2016", siger Trygve Ilkjær.

Analysen er blevet til ved en storstilet indsamling af data hos banker, kortselskaber, Nationalbanken og andre betalingsformidlere samt spørgeskemaer udsendt til virksomheder, forretninger og husholdninger. Det er den første i en serie af analyser, som vil kunne findes på Nationalbankens hjemmeside.

Seneste nyt