Menu luk

Studerende vil gerne arbejde i Danske Bank

På trods af verserende sager om hvidvask, der potentielt er skadende for imaget, er Danske Bank og Nordea, de mest attraktive arbejdspladser i finanssektoren for unge, viser en ny undersøgelse fra Universum.

28. maj 2018
1 min

​Det er blevet mere populært blandt business-studerende at arbejde i Danske Bank. Det viser den årlige undersøgelse blandt studerende på handelshøjskoler og universiteter i Danmark, som er udført af konsulent- og analysehuset Universum.

Danske Bank lægger sig i top ti, helt præcist på en 9.-plads (to pladser bedre end året før), selvom banken har været i modvind på grund af sagerne om hvidvask i bankens estiske filial. Sidste år var omkring halvdelen af bankens nyansatte under 30 år, fortæller Ole Bech-Petersen fra Danske Banks HR-afdeling til FinansWatch.

De it-studerende placerer desuden Danske Bank på en 12.-plads foran virksomheder som KMD, NNIT og Oracle.

Nordea er også populær


Den næstmest populære virksomhed i finanssektoren er Nordea, der ligesom i 2017 ligger på 17. pladsen. Saxo Bank indtager en tredjeplads i finanssektoren, Nationalbanken bliver nummer fire, Nykredit nummer fem, og derefter Jyske Bank, NASDAQ OMX, PFA Pension, Sydbank, SEB, Topdanmark, Handelsbanken, Tryg, Alm. Brand, ATP, Nets, Nordnet, Codan og sidst AP Pension.

De studerende har taget stilling til i alt 118 virksomheder. På den fulde liste, er det Lego, der ligger nummer et, efterfulgt af McKinsey & Company, Deloitte, A.P. Møller - Mærsk og Novo Nordisk.

Seneste nyt