Menu luk

Størrelsen betyder noget i økonomi

Det er en af grundene til, at der er håb om, at den truende krise i italiensk økonomi ikke får lov at eksplodere. Sådan lød eksperters vurdering på gå-hjem-møde i Finansforbundet.

5. nov 2018
4 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

​"Betyder størrelsen noget? Når det gælder økonomi, er svaret ja."

Makroøkonom i Sydbank, Søren Vestergaard Kristensen, var klar i spyttet, da han forleden var oplægsholder ved et gå-hjem-møde i Finansforbundet om 'Det italienske kaos' og risikoen for, at den aktuelle situation i landet udvikler sig til en ny gældskrise i Europa.

De spørgelystne fremmødte hørte desuden oplæg af freelance-korrespondent for TV2 i Italien, Eva Ravnbøl, der har boet næsten tredive år i Italien, og næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen. Sidstnævnte er også præsident for den europæiske paraplyfagforening for finans- og forsikringsforbund i Europa, UNI Europa Finance.

"Den italienske økonomi er syv gange så stor som den græske, og den græske krise var ved at rive tæppet væk under EU", konstaterede Søren Vestergaard Kristensen.

Derfor kunne det får uoverskuelige konsekvenser med en italiensk gældskrise, men indtil videre er han ikke for alvor bekymret for, at situationen kommer ud af kontrol. Blandt andet fordi Italien har overskud på betalingsbalancen, og fordi den italienske økonomi er den tredjestørste i Eurozonen og dermed for vigtig til, at det må ske – han tror på at EU-Kommissionen og italienerne vil komme overens.

Stivnakker i EU

I øjeblikket er parterne, som det vil være mange bekendt, langtfra enige.

Den italienske regering, koalitionsregering mellem partierne Lega og Femstjernebevægelsen, som vandt majoriteten af stemmerne ved parlamentsvalget i marts og derefter var tre måneder om at finde frem til en regering, er i åbent opgør med Europa-Kommissionen om næste års finanslov.

Italien vil øge statsunderskuddet til 2,4 procent af bruttonationalproduktet på trods af en i forvejen stor statsgæld, og det har fået EU-Kommissionen til for første gang at afvise et statsbudget og forlange et nyt.

Italienerne har traditionelt været meget EU-pro på tværs af politiske skel, man ser rundt omkring, at de er glade for at bruge EU-flaget - det ville også kræve en forfatningsændring, hvis landet skulle meldes ud af EU. Men holdningen til EU har ændret sig, kunne Eva Ravnbøl berette:

"Indtil for ganske få år siden var stort set alle italienere EU-begejstrede, men nu er der protesttiltag overfor EU. Italienerne er sure på EU, som ses som stivnakker, der bare er ude på at genere dem. De stiller spørgsmål ved, hvor meget EU har ret til at bestemme."

Det forkerte værktøj

Ifølge Søren Vestergaard Kristensen er den 'kroniske lavvækst' Italiens allerstørste problem og den massive arbejdsløshed det næststørste. Derfor forstår han tankerne bag, at italienerne vil skubbe til økonomien og bruge penge på det.

"Men jeg synes, man bruger de helt forkerte redskaber, det er en meget kortsigtet plan. Blandt andet lægges der op til tidligere pension. Jeg synes, man skulle tage fat andre steder, gennemføre en pensionsreform, investere i uddannelse – Italien ligger under gennemsnittet – og få styr på bureaukrati, kriminalitet og mafia".

Et opgør med korruption og sort økonomi er også, hvad Eva Ravnbøl ville sætte øverst på agendaen, hvis hun sad ved magten i Italien:

"Nogle vurderer at sort økonomi udgør 30 procent af landets økonomi, og der er omfattende korruption. Jeg undrer mig over, at der ikke bliver gjort op med det, men det handler selvfølgelig også om kultur".

Konstruktionsfejl

De omfattende forskelle EU-landene imellem vil også på den lange bane give problemer, vurderer Søren Vestergaard Kristensen:

"Lige nu og her vurderer vi ikke i Sydbank, at der er risiko for en krise. På den lange bane er det en anden sag. Det er som om EU har grundlæggende konstruktionsfejl, landene har brug for noget helt forskelligt - og spørgsmålet er, om vi i længden kan inddæmme problemerne og holde styr på de lande, der skaber dem".

Værd at kopiere

Selv om meget er præget af kaos i Italien, oplever Michael Budolfsen også at en del fungerer rigtig godt, når det kommer til det fagpolitiske.

"De allerbedste samarbejdspartnere i UNI Europa Finance, ud over de nordiske, er de italienske. I modsætning til herhjemme, hvor der jo kun er et rigtigt Finansforbund, har de myriader. Det er lidt kaotisk, men det fantastiske er, at de får det til at fungere indbyrdes."

Det er ikke ukendt for italienske finansansatte at strejke, og de har svært ved at forstå, at danske finansansatte aldrig strejker, fortalte han. Og noget har de fået ud af det:

"Der er også masser af afskedigelser i finanssektoren i Italien, men til gengæld er de fyrede sikret op til 65 procent af deres løn i op til fem år. Den aftale kunne vi godt tænke os at kopiere herhjemme".