Solidt afkast udløser bonus
Foreningen Norliv udbetaler 368 millioner kr. i bonus til foreningens 340.000 medlemmer, der er kunder i og ejere af Nordea Liv & Pension. Resten af overskuddet går til aktiviteter, der fremmer mental sundhed.
Inden sommerferien triller der penge ind på NemKontoen hos Norlivs medlemmer. Foreningen for kunder i Nordea Liv & Pension havde et overskud på ikke mindre end 460 millioner kr. i 2017.
Det solide overskud bliver ikke kun til glæde for de 340.000 medlemmer, for pengene går for tyve procents vedkommende – 92 millioner kr. - til arbejde for bedre mental sundhed for erhvervsaktive. Alle kan søge om tilskud til projekter, der arbejder på det felt.
"Det er vigtigt, at vi har overskud og kan udbetale bonus, men også at vi støtter almennyttigt arbejde. Et godt arbejdsliv hænger sammen med god mental sundhed, og det er et af de områder, der rummer størst udfordringer i dag," konstaterer Finansforbundets formand Kent Petersen, der også er næstformand i Norliv.
Finansforbundet er engageret i Norliv, fordi mange af forbundets medlemmer har pensionsopsparing i Nordea Liv og Pension, og fordi et kundeejet selskab med et stærkt medlemsdemokrati vurderes at være en fordel for medlemmerne.
Norliv købte en stor luns af Nordea Liv & Pension i december og ejer dermed 70 procent. Foreningen har aftalt at overtage hele selskabet indenfor få år og dermed reelt gøre det til kundernes selskab.