Menu luk

Sæt innovationen fri

Fintech-virksomheden Smart Payments by Nets har haft succes med at skabe en innovativ virksomhed, der arbejder uafhængigt af moderselskabet Nets, men stadig udvikler løsninger dertil. Det kan lade sig gøre selv for store etablerede virksomheder at blive meget agile, mener Susanne Brønnum.

2. jul. 2018
2 min

​"I mit arbejde har jeg talt med mange forskellige virksomheder, og alle er klar over, at innovation er vigtigt, men svært at eksekvere," fastslår Susanne Brønnum, der leder virksomheden Smart Payments by Nets.

Her arbejder medarbejderne med at udvikle fremtidens betalingsløsninger såsom betaling med fingeren eller ansigtet, og de kigger også på, hvordan man kan få køleskabet til automatisk at købe en liter frisk mælk, når man er løbet tør.

Men for at alt dette bliver muligt engang i fremtiden, har det været nødvendigt at skabe en virksomhed, der arbejder uafhængigt af moderselskabet og kan afprøve sine idéer i praksis meget hurtigt.

Tog springet og prøvede noget nyt

En af Susanne Brønnums hovedpointer er, at man som stor virksomhed er nødt til at sætte innovationen fri i selvstændige selskaber, hvis man vil have succes inden for fintech-området.

Det kan nemlig være svært at prioritere innovation, når man samtidig har en eksisterende forretning, hvor der er mere nære problemer, man må tage sig af, før man kan fokusere på innovationen.

"Jeg tror fuldt og fast på, at når du kan sætte de rigtige kompetencer sammen om at arbejde fokuseret på et projekt, så kan du skabe små mirakler," siger Susanne Brønnum med henvisning til, hvor vigtigt det er, at alle kompetencer og funktionsområder er repræsenteret i Smart Payments by Nets, hvis projekterne skal kunne eksekveres.

I Smart Payments er der i alt 13 forskellige nationaliteter ansat, og mange af dem er internationale studerende og fastboende udlændinge. Susanne Brønnum har med vilje søgt diversitet i medarbejderstaben, fordi hun mener, det er vigtigt med den rigtige sammensætning af mennesker og kompetencer, så virksomheden kan gå ud i markedet med tingene selv.

De unge bliver "freelancere"

 Inden for fintech-området er det vigtigt at have adgang til de unge mennesker, der har gode digitale færdigheder. Men fintech-virksomheder oplever i stigende grad, at de har svært ved at tiltrække talenterne, fordi der er få af dem. Ifølge Susanne Brønnum handler det også om, at de unge vil arbejde på en helt ny måde, end vi er vant til i dag.

"De unge kommer til at arbejde mere freelance-agtigt – der er en kamp om talent, og jeg tror, det vil trække mere mod, at de unge kommer til at vælge arbejdsgiverne til", siger Susanne Brønnum og uddyber:

"De unge vil arbejde for et "higher purpose" og bygge en bedre verden. Man skal være skarp på sit narrativ og have gode og fleksible arbejdsvilkår, hvor der er plads til bordfodbold, studie, pizzaer og andre ting på sidelinjen, hvis man vil være en attraktiv arbejdsplads."

Seneste nyt