Menu luk

Rift om specialister

Unge med eftertragtede uddannelser er i så høj kurs, at der bliver taget utraditionelle metoder i brug for at rekruttere dem. ”Hvis du ikke ligger i en af de store universitetsbyer, så er det svært at være en del af gamet”, siger Mette Marie Buhl, direktør for Kompetencer og Kultur i Bankdata, der har hovedsæde i Fredericia.

13. aug. 2018
3 min

​Hver anden virksomhed har svært ved at rekruttere it-folk.

I 2030 kommer Danmark til at mangle op mod 19.000 it-specialister.

Analyser som disse fra Danske Regioner og Erhvervsstyrelsen de sidste par år står ikke alene. I mange brancher er kvalificerede it-medarbejdere i mere end almindelig høj kurs. Og det gælder også i finanssektoren, hvor særligt virksomheder langt fra de store uddannelsesbyer har svært ved at tiltrække de unge.

I den finansielle sektor er virksomhederne nødt til at gøre en ekstra indsats for at tiltrække særligt kvalificerede it-medarbejdere, understreger Mariane Dissing, direktør for Finanssektorens Arbejdsgiverforening. Hun ser det som en generel tendens væk fra at tage de unge direkte ind som bankelever.

"Branchen har mere og mere brug for specielle kompetencer inden for it, jura og økonomi. Vi kører kampagner for at skaffe arbejdskraft blandt andet på IT-Universitetet for at parre it-talenter med virksomhederne", siger hun.

I Bankdata, hvis hovedkontor ligger i Fredericia, har man taget konsekvensen af dette og oprettet en afdeling i Århus med henblik på netop at rekruttere de unge, der kommer ud fra universitetet med de eftertragtede uddannelser.

"Hvis du ikke ligger i en af de store universitetsbyer, så er det svært at være en del af gamet. For de unge studerende i Århus er det nærmest uoverstigeligt langt at skulle til Viby. Og så er det altså svært at få dem til Fredericia eller Silkeborg, hvor vi ligger", siger Mette Marie Buhl, direktør for Kompetencer og Kultur i Bankdata.

Et liv uden for Århus

Samtidig erkendte man i Bankdata, at man ikke havde et brand som Lego eller Microsoft. Bankdata måtte gøre sig lækker over for de unge på en anden måde. Så for et par år siden oprettede Bankdata en afdeling i nærheden af Aarhus Universitet.

"Formålet var rent ud sagt at skabe en fødekanal fra universitetet ind i Bankdatas organisation. Man kan blive ansat på den anden side af gaden, når man er færdig på universitetet. Men uden at vi stiller krav om, at man senere skal videre til Silkeborg eller Fredericia. Vi håber, at man selv finder ud af, at der er et liv uden for Århus", siger Mette Marie Buhl.

Indtil videre er det med hendes ord "gået okay", hvor hun understreger, at det udsagn er ment med en vis ydmyghed.

"Vi ved også godt, at det kan blive sværere senere. Så vi har fuld fart på at brande os som en god arbejdsplads på universiteterne. Og vi arbejder på at sikre os, at det, vi tilbyder de unge, er attraktivt".

Når Mette Marie Buhl bliver spurgt, hvad Bankdata gør for at markedsføre sig i forhold til studerende på uddannelserne i København, lyder svaret:

"Det er rigtig svært at tiltrække kandidater til Jylland fra København, da de har mange flere muligheder lokalt. Det kan derfor nogle gange være nemmere at hente folk fra Paris".

Lyngby som "ekstra" hovedkvarter

Set fra hovedkontoret i Silkeborg har Jyske Bank det noget nemmere med at hente talenter fra hovedstadsområdet.

"Vi har et godt brand. Og det kan vi godt mærke. Jeg bliver meget ofte ringet op af headhuntere, der gerne vil hjælpe os. Og jeg må sige til dem, at nu har vi klaret os uden headhuntere i 17 år, så det fortsætter vi med i år 18", siger Søren Bay Mark, afdelingsdirektør med ansvar for HR.

Generelt har banken ikke store problemer med at få besat stillinger, der kræver videregående uddannelser. I forhold til medarbejdere med kompetencer til at udvikle it-systemer erkender Søren Bay Mark, at der er udfordringer.

"Tager vi de helt unge dataloger, datamatikere, softwareingeniører, så ja, de er eftertragtede. Og de er koncentrerede om få uddannelsessteder i København og Århus. Så det kan vi godt mærke, men vi får besat vore job".

Blandt andet er det med motorvejen blevet nemmere at pendle fra for eksempel Århus til Silkeborg, men Jyske Bank har også en anden fordel. Med overtagelsen af BRFkredit i 2014 fik Jyske Bank en stor lokation i Lyngby tæt på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), IT-Universitetet og Københavns Universitet.

"I Lyngby sidder godt 500-600 mennesker i dag, herunder også it-udviklere. Jeg er sikker på, at det hjælper os i rekrutteringen, og det er et helt bevidst valg, at vi ikke flytter det til Silkeborg", siger Søren Bay Mark.

Seneste nyt