Menu luk

Nu åbner Finanstilsynets sandkasse

Finanstilsynet sætter inden 1. juli navn på tre nystartede fintechfirmaer, som i de kommende fire-seks måneder løbende får hjælp og vejledning til at leve op til reguleringskravene i den særlige sandkasse-ordning, fortalte chefkonsulent Jon Hasling Kyed fra Finanstilsynet på mandagens konference om regulering i Copenhagen Fintech Week.

18. jun. 2018
2 min

​Mange fintech-virksomheder har svært ved at håndtere de mange forskellige regler og krav, der er forbundet med at drive finansiel virksomhed. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) tog på opfordring fra det danske fintechmiljø sidste år initiativ til – efter britisk inspiration – at etablere en såkaldt sandkasse i Finanstilsynet, hvor nystartede fintech-firmaer i en periode kan få særlig hjælp og vejledning af tilsynets embedsmænd til at leve op til de mange reguleringskrav, der eksisterer.

Første medarbejder i Finanstilsynets nye sandkasse-team blev ansat sidste sommer, i dag tæller holdet fem medarbejdere, og inden 1. juli vil de første tre fintech-startups blive inviteret til at komme ind i sandkassen. Det fortalte chefkonsulent Jon Hasling Kyed på Copenhagen Fintech Weeks konference om regulering mandag den 18. juni på CBS på Frederiksberg.

"De tre firmaer vil deltage i et testforløb over fire-seks måneder, hvor de cirka hver 14. dag mødes med tilsynets medarbejdere og drøfter regulering. Forløbet afsluttes med en evaluering", sagde Jon Hasling Kyed i et oplæg for cirka 150 deltagere på konferencen.

De tre firmaer er udvalgt blandt seks-syv ansøgere, og hvis testforløbet i efteråret fungerer godt, vil man tage flere firmaer ind i sandkassen efterfølgende.

Finanstilsynet har oprettet sandkassen, fordi man ønsker at bidrage til at fremme udviklingen af finansielle produkter og services for samfundet og forbrugerne, fordi tilsynet gerne vil blive bedre til at forstå fintech, og fordi man støtter brugen af ny teknologi i finanssektoren.

Finanstilsynet er indtil videre alene i Norden om at oprette en sandkasse for fintech-firmaer. Sverige og Finland har afvist tanken, mens Norge muligvis føælger det danske eksempel. På verdensplan er der adskillige nationale finanstilsyn, som har etableret sandkasseordninger for regulering af fintechfirmaer – på Copenhagen Fintech Weeks konference blev London og Singapore fremhævet.

Complianceboom fortsætter

Under overskriften "Regtech: A bold new future" ridsede Phillip Ly, ekspert i finansforbrydelser og finansteknologier fra konsulentfirmaet PA Consulting Group en fremtid op, hvor bankerne vil få stadig mere fokus på regulering og compliance.

Allerede nu er 10-15 procent af alle medarbejdere beskæftiget i compliance-funktioner, og i 2023 er der udsigt til, at finansvirksomhederne i alt vil bruge 120 milliarder dollars på compliance.
Det hænger blandt andet sammen med, at man i 2020 skal være compliant i forhold til 300 millioner forskellige siders regler og love.

"Der er et meget stort marked for RegTech-firmaer. Antallet af RegTech-firmaer fordobles i øjeblikket hvert år, og de vil i høj grad væremed til at skabe fremtidens finanssektor", sagde Phillip Ly fra PA Consulting Group.

Seneste nyt