Menu luk

Norden skal samarbejde om fintech

De nordiske fintech-virksomheder oplever vanskeligheder med at tiltrække talent og investorer. De nordiske lande skal samarbejde i stedet for at profilere sig hver for sig på fintech-scenen, mener CEO i Fintech, Mundi Susanne Hannestad.

9. jul. 2018
2 min

​​

Der er mange gode fintech-selskaber i Norden, og deres produkter er avancerede, gode og klar til international skalering. Desuden bliver de nordiske fintechs ofte opfattet som virksomheder med dygtige mennesker, der har bevist, at de kan gøre, hvad de siger, men ikke blærer sig om det.

Det mener CEO i Fintech Mundi Susanne Hannestad, der hjælper fintech-virksomheder, der har potentiale, med at udvikle deres idéer, kommercialisere deres produkter og skalere internationalt.

Norden skal samle sig
På trods af at de nordiske fintech-virksomheder har et godt renommé ude i den store verden, er der stadig problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og investeringer.

"Vi er nødt til at samarbejde i Norden. Det går ikke, at vi hver for sig siger, at vi er de bedste. Vores lande er for små - vi bliver lettere hørt ude i verden, hvis vi er sammen," siger Susanne Hannestad og fortsætter:

"Alle statistikker viser, at Norden er den bedste region for fintech startups i øjeblikket. Det skyldes blandt andet, at Brexit har gjort det mindre attraktivt at være i London, og at de nordiske lande er åbne og transparente med en god balance mellem arbejds- og privatliv."

Hos Copenhagen FinTech deler man Susanne Hannestads syn på de nordiske landes muligheder for at profilere sig som samlet fintech-region.

"Det giver rigtig god mening, at vi 'rejser' med to historier globalt. Den første om, hvordan Norden er en region inden for fintech-markedet, der er fuld af digitalisering og innovation m.m. Den anden med mere landespecifikt fokus på, hvad der sker i Danmark i forhold til, hvor mange virksomheder vi har, hvad de arbejder med, og hvorfor Danmark er et godt land med et godt økosystem for fintech," siger CEO i Copenhagen FinTech, Thomas Krogh.

Bedre markedsføring er essentiel
En af de ting både Susanne Hannestad fra Fintech Mundi og Thomads Krogh fra Copenhagen FinTech nævner, er behovet for at blive bedre til at markedsføre de nordiske lande på fintech-scenen.

"Det handler om, hvordan vi markedsfører Danmark. Vi skal have mere målrettede indsatser på universiteterne i forhold til at sælge Danmark mere og gøre reklame i udlandet for vores fremragende uddannelsessystem. Vi har virkeligt gode uddannelser inden for tech på KU, DTU, ITU og Aalborg og Aarhus Universitet, men den historie skal vi blive bedre til at fortælle, og her kan universiteterne være en stor hjælp," siger Thomas Krogh.

Han bakkes op af Susanne Hannestad, der mener, at det er vigtigt med langt mere marketing og kommunikation, når det kommer til de nordiske landes uddannelsessystemer:

"Vi skal få de udenlandske talenter til at blive her i Norden, ligesom de gør i London. Der er der mange, der studerer og bliver boende bagefter. Det skal vi også få dem til herhjemme, men det kræver, at det bliver lettere for dem. I Norden er der mange administrative ting såsom ID-kort, CPR-nummer etc., der gør det besværligt at komme i gang. I UK gjorde de rigtig meget, da de først fandt ud af, at de ville være gode til fintech, og den vej skal vi også gå."

Seneste nyt