Menu luk

Minister begejstret for FinTech Lab

Torsdag d.22. februar havde Copenhagen FinTech Lab og Finansforbundet besøg af Disruptionrådet og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der var meget begejstret for det han så og hørte.

26. feb. 2018
2 min

​Regeringen nedsatte i sin tid Disruptionrådet, der består af 31 medlemmer fra virksomheder, arbejdsmarkedets parter, eksperter og en repræsentant for de unge i Danmark, for at få dem til at undersøge, hvordan Danmark på bedst mulig vis kan udnytte den digitale og teknologiske udvikling, så alle danskere får del i den.

Derfor havde Finansforbundet og Copenhagen FinTech Lab i samarbejde inviteret flere af medlemmerne til Applebys Plads på Christianshavn for at opleve, hvordan disruption ser ud i den finansielle sektor.

På besøg var adm. direktør i Danske Bank, Thomas F. Borgen, adm. direktør i DEA, Stina Vrang Elias, CEO og partner i Netcompany, André Rogaczewski, samt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Medlemmerne af rådet fik en rundvisning i huset, hvor de fik demonstreret, hvordan Virtual Reality i fremtiden kan bruges, når man køber ind i supermarkedet. Der var også oplæg fra nogle af de mest innovative fintech-virksomheder netop nu: Chainalysis, M-PAYG og Cardlay. Virksomhederne arbejder med vidt forskellige produkter, men udvikler alle teknologi til den finansielle sektor.

Thomas Krogh Jensen, CEO for Copenhagen Fintech, holdt det afsluttende oplæg, hvor han lagde vægt på, at det er vigtigt for udviklingen i Danmark, at der fra politisk side bliver kigget på mulighederne for at uddanne sig inden for fintech, ligesom han også efterlyste muligheder for at kunne tiltrække udenlandsk talent.

"Det er oplagt at få et ministerium med på banen", sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, som var begejstret for Copenhagen FinTech Labs arbejde med at skabe innovation og gøre Danmark til en spiller på den internationale teknologiscene, og han lovede at sige til sine ministerkollegaer, at de skulle tage forbi Copenhagen FinTech Lab.

"Vi stiftede Copenhagen Fintech for at være med til at udnytte et potentiale for job- og vækstskabelse i Danmark. Det kræver helt grundlæggende, at man bringer de rigtige parter sammen om at trække i fælles retning, derfor er vi naturligvis også glade for, at beskæftigelsesministeren og Disruptionrådet lagde vejen forbi, for her er noget, vi i al beskedenhed kan bruge som samfund og til bredere politisk inspiration. Samtidig stiller hastigheden i den digitale udvikling hele tiden nye krav til de politiske rammer på en lang række områder, og den dialog og de input leverer vi meget gerne", siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Seneste nyt