Menu luk

Millioner strømmede til fintech i 2017

Danske fintech-startups hentede over 400 millioner kroner i investeringer i 2017. ”Der er ingen tvivl om, at rigtig mange startups for alvor begynder at flyve nu”, siger CIO ved Copenhagen FinTech, Simon Schou, der tror på, at 2018 bliver et endnu bedre år for dansk fintech.

15. jan. 2018
2 min

​Investeringerne strømmede ind til danske fintech-virksomheder i 2017. Ifølge Nordic Tech List rejste 12 danske virksomheder over 400 millioner kroner. I hele Norden er det lykkedes 97 fintech-virksomheder at hive investeringer hjem for mere end 3,3 milliarder kroner. Simon Schou, CIO ved Copenhagen FinTech, mener, at investeringerne vidner om et godt år, og han tror på, at 2018 bliver endnu bedre for dansk fintech.

"Der er ingen tvivl om, at rigtig mange startups begynder at flyve nu. Vi holder godt øje med, hvor store de bliver, og hvad virksomhederne bruger pengene til. Vi ser blandt andet rimeligt store vækstrater hos mange virksomheder nu i forhold til ansættelser. Og det er selvfølgelig fordi, de begynder at få penge til det", siger Simon Schou til Nyhedsbrevet Finans og tilføjer:

"Investeringerne, virksomhederne får nu, er for mange af dem egentlige skaleringsinvesteringer, da de begynder at skulle på markedet med deres produkter. Og derfor er det nogle større investeringsrunder, der begynder at komme hjem nu".

Han mener, at en af grundene til, at fintech-virksomhederne for alvor får fart på nu, skyldes, at de er nået længere frem i processen, end de hidtil har været. Flere begynder at have egentlige forretningskoncepter klar, og derfor har de nemmere ved at hente investeringerne hjem.

Simon Schou påpeger, at der sikkert er flere danske investeringer i fintechs, end de opgjorte på Nordic Tech List. Det er det svenske medie Dagens industri, der står bag listen over startups og investeringer.

God start på 2018

På investeringsfronten startede det nye år godt ud med danske Cardlay, der i starten af januar modtog 30 millioner fra blandt andet SEED Capital og SEB Venture Capital. Investeringerne skal bruges til at skalere virksomhedens produkt internationalt.

"En del af investeringerne er allerede øremærkede til, at vi kan føre vores nuværende kontrakter ud i livet og dermed launche på fire markeder i løbet af første kvartal. Derudover er vi i forhandlinger med fire internationale partnere, hvor vi vil udvælge to, så vi i 2018 ender med at være ude på seks internationale markeder," siger Cardlays CEO, Jørgen Christian Juul.

Cardlays produkt er en app og tilhørende onlineplatform, der gør det lettere for store og mellemstore virksomheder at holde styr på deres omkostninger. Virksomheden kan gennem en administration udstede et fysisk kort til medarbejderen, der downloader en app, der er skræddersyet til den enkelte medarbejders behov.

Danske fintechs og deres investeringer i 2017

ViaBill – 300.000.000 kroner

Lunar Way – 37.250.000 kroner

Coinify – 30.000.000 kroner

Pleo – 22.350.000 kroner

November First – 10.000.000 kroner

OpenLedger – 7.800.000 kroner

hiveonline – 6.000.000 kroner

Ernit – 4.800.000 kroner

Digital Revisor – 3.500.000 kroner

Tradeworks – 800.000 kroner

zenegy – beløb ikke frigivet

LendMe – beløb ikke frigivet

Kilde: Nordic Tech List – Link: http://www.nordictechlist.com

 

Seneste nyt