Menu luk

Milliardbøde for skattefusk

Efter verdens største banklækage har storbanken HSBC indgået forlig med franske skattemyndigheder for at undgå en retssag for hvidvask. Banken betaler 2,25 milliarder kroner i bøde i sagen, som blev afsløret af HSBC’s tidligere it-specialist Hervé Falciani.

8. jan. 2018
2 min

​Efter et halvt års hemmelige forhandlinger med den franske anklagemyndighed har den britiske storbank HSBC frivilligt betalt 300 millioner euro (2,25 milliarder kroner, redaktionen) til den slunkne franske statskasse.

Pengene er et bødeforlig for at undgå et langt og pinagtigt opgør i franske retssale for aktivt at have hjulpet tusindvis af rige franske skatteborgere med at skjule formuer og indtægter i dets schweiziske afdeling, HSBC Private Banking.

"Det er en stor dag", erklærede den særlige franske statsanklager for økonomisk kriminalitet, Eliane Houlette, da hun offentliggjorde aftalen. "Denne procedure gør det muligt hurtigt at opnå noget, som jeg aldrig ville have fået ved en straffedomstol".

Dermed går hun som den første franske anklager i sine britiske og især amerikanske kollegers fodspor. For kun et års tid siden åbnede en ny fransk lov nemlig for forhandling af bødeforlig i sager om grænseoverskridende økonomisk kriminalitet, som det kendes fra USA og Storbritannien. 

Men ud over lovændringen kan anklageren – og den franske stat – i særdeleshed takke HSBC Private Bankings it-specialist, Hervé Falciani, der i julen 2008 flygtede fra Schweiz til Frankrig efter at have uploadet detaljerede oplysninger til en cloud om 107.181 menneskers og 20.130 virksomheders konti hos sin arbejdsgiver.

Hjælp fra et uformelt netværk

Ifølge myndighedernes overslag var 1,6 milliarder euro (12 milliarder kroner) blevet gemt af franske skatteydere i alpelandet. Skatteministeriet er den dag i dag langtfra færdig med at inddrive ubetalt skat, der ifølge magasinet L'Obs allerede er løbet op i mindst lige så meget som den bøde, HSBC nu har betalt. Det samme gælder skattevæsener i en lang række andre lande, som Frankrig har delt oplysningerne med – for kun 8.936 af HSBC Private Bankings kunder var franskmænd.

Det står stadig hen i det uvisse, hvordan det lykkedes Hervé Falciani at iværksætte verdens største banklækage, for ifølge både ham selv og HSBC havde han ikke de nødvendige kodeord. Tidligere kolleger mener, at han udnyttede en sikkerhedsbrist. Selv fortalte Hervé Falciani i et interview til Magasinet Finans i 2015, at han havde fået hjælp af et uformelt "netværk" af alt fra politi og embedsmænd til anklagere og efterretningsfolk.

"Der er folk, der arbejder med juridiske spørgsmål, andre med logistiske spørgsmål, andre med finansielle og andre igen med spørgsmål vedrørende sikkerhed. Fysisk sikkerhed", fortalte Hervé Falciani, der i flere år var under politibeskyttelse.

Det har ikke været muligt for Finans at få en ny kommentar fra Hervé Falciani. Men hans advokat, William Bourdon, siger til avisen Le Monde, at "den bøde, HSBC skal betale, er lav i forhold til de summer, der er blevet svindlet for". Advokaten mener, at HSBC ved en retssag risikerede en dom på halvdelen af det beløb, der var blevet gemt for de franske skattemyndigheder, altså 800 millioner euro (6 milliarder kroner).

Seneste nyt