Menu luk

Medarbejdere venter på afklaring efter fusion

Er jeg en del af det nye hold, eller er jeg ikke? Det er et af de spørgsmål, som den godkendte fusion mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank efterlader blandt den nye banks 740 medarbejdere, som generelt er glade for, at fusionen nu er blevet en realitet.

11. jun. 2018
3 min

​Fredag den 8. juni lige omkring middagstid forsvandt Nordjyske Banks CVR-nummer. Og med det blev banken, og de seneste tre års ægteskab mellem Nordjyske Bank og Nørresundby Bank, officielt en del af et nyt fusionseventyr under Ringkjøbing Landbobank med i alt 740 medarbejdere. Et ægteskab, som de to bankers aktionærer godkendte i torsdags og Finanstilsynet i fredags.

Den nye banks to fællestillidsmænd Gitte Vigsø fra Ringkjøbing Landbobank og Lene Brix fra Nordjyske Bank beskriver fusionen som et fornuftsægteskab, som medarbejderne generelt er glade for, men også har blandede følelser for især i Nordjyske Banks gamle hovedsæde i Nørresundby, hvor godt 60 medarbejdere svarende til hver anden stabsfunktion står over for at blive fyret.

"Nogle er kede af det. Nogle er vrede og andre har den der: Lad os nu lige se, hvad der sker. Så der bliver brugt meget tid på at tale om fremtiden. Hvor er jeg henne? Hvad kan der ske med mig? Og hvad er tidsplanen? Folk vil gerne vide, er jeg på holdet eller er jeg ikke på holdet?", siger Lene Brix, fællestillidsmand i Nordjyske Bank og bliver suppleret:

"Det er vigtigt at få usikkerheden væk, så vi får noget ro på. Og det har jeg også sagt til ledelsen. For usikkerheden gør, at du bliver frustreret, får ondt i maven og bliver sur og ked af det", siger Gitte Vigsø, fællestillidsmand i Ringkjøbing Landbobank.

Geografien udfordrer en ny kultur

De to tillidsmænd kender ikke tidsplanen for sammensmeltningen af de to banker endnu, men håber på en snarlig afklaring, som er gennemtænkt, så den nye fusionsbank kommer godt fra start. De er spændte på, hvordan den nye ledelsesstruktur kommer til at være for den nye bank, som bliver en noget større bank, end det de er vant til. Den største udfordring de ser fra et medarbejderperspektiv er geografien og skabelsen af en ny fælles kultur.

"Jo længere vi kommer ind i fusionsprocessen, jo flere ting opstår der, som du gerne vil have. Det er i hvert fald min erfaring fra sidst. Du vil gerne have en samhørighed, men hvordan skaber vi lige den? Det er jo set fra vores side af noget sværere denne gang, fordi Ringkøbing ligger noget længere væk. Nu kan vi så grine af, at vi for tre år siden havde så meget snak om, at folk skulle køre 40 minutter fra Frederikshavn til Nørresundby og omvendt", siger Lene Brix, fællestillidsmand i Nordjyske Bank.

"Ja, du går ikke bare forbi og hilser på dine nye kolleger i en af de andre filialer. Så jeg går ud fra, at ledelsen på et tidspunkt laver et eller andet ryste-sammen arrangement, hvor vi får hilst på hinanden. Vi kommer nok til at snakke en del i telefon med hinanden, men det er nemmere at ringe til folk, når du lige har mødt dem og fået sat ansigt på dem. Så der bliver en del arbejde fra nu af og det næste års tid i hvert fald, og der kommer nok også til at gå lang tid før, at vi er helt over den der med dem og os", siger Gitte Vigsø, fællestillidsmand i Ringkjøbing Landbobank. 

Fakta om fusionsbanken

  • Ringkjøbing Landbobank bliver det fortsættende selskab. De to banker skal markedsføres under to brands "Nordjyske Bank" og "Ringkjøbing Landbobank".
  • Hovedkontoret er i Ringkøbing.
  • Der etableres et regionskontor i Nordjylland og fastholdes en række funktioner i Nordjylland, herunder et landbrugscenter i Hjørring, et fiskeri- og servicecenter i Frederikshavn, en kreditbevillingsafdeling med lokal kreditbevilling/kreditkomité i Nørresundby samt en HR-afdeling og salgs- og marketingsafdeling for Nordjylland i regionshovedkontoret i Nørresundby.
  • Administrerende direktør bliver Ringkjøbing Landbobanks nuværende adm. direktør John Fisker. Den nye direktion består desuden af tre bankdirektører, i form af Nordjyske Banks nuværende adm. direktør og viceadm. direktør Claus Andersen og Carl Pedersen samt Ringkøbing Landbobanks bankdirektør Jørn Nielsen.
  • Ringkjøbing Landbobank overtager alle eksisterende sponsorater i Nordjyske Bank.

Seneste nyt