Menu luk

Hvert andet assurandørjob forsvinder i Gjensidige

Farvel til samtlige 35 privatassurandører. Torsdag den 8. marts var en svær dag for assurandørerne i Gjensidige Forsikring, som blev halveret, fortæller den lokale assurandørformand Bo Vincent. Flere opsagte er interesseret i 11 nye stillinger som forsikringskonsulent.

12. mar. 2018
2 min

​Nogen skulle lige sluge det for sig selv. Andre gik i grupper for at bearbejde nyheden. Og så var der dem, som blev rigtige kede af det og måske kneb en tåre.

Det var reaktionen blandt de 35 opsagte privatassurandører, efter Gjensidiges Forsikring torsdag morgen meddelte sine danske privatassurandører, at de ikke længere var en del af selskabets fremtidige strategi. En strategi hvor selskabet satser mere på selvbetjeningsløsninger og onlinesalg. Det fortæller formanden for Assurandørforeningen i Gjensidige Forsikring.

"Det var en svær dag, men når det så er sagt, gik dagen så godt, som den kunne. Folk fik mulighed for at snakke sammen, og de tog hånd om hinanden. Det var meget positivt" siger Bo Vincent, Formand for Assurandørforeningen i Gjensidige Forsikring og fortsætter:

"Det vigtigste budskab til de opsagte var, at der var tale om en kollektiv fyring som følge af et strategiskifte og ikke en personlig placering af en opsigelse. Det kunne ligeså godt have ramt erhverv og landbrug".

Med opsigelsen er antallet af assurandører i selskabet med et blevet halveret og gået fra at være 68 til nu kun 33 assurandør, hvoraf 7-8 er landbrugsassurandører, resten erhvervsassurandører.

Stor interesse for 11 konsulentstillinger

Ifølge Bo Vincent er de 35 opsagte en blandet gruppe med assurandører på 22 år og op til 65 år. Nogen har knap et halvt års anciennitet eller mindre, andre næsten 20 år. De fleste af de opsagte har haft deres faste gang på Nykredit-centre i hele landet, som Gjensidige sælger forsikringer igennem.

Og den relation kan nogle af dem muligvis bevare i en anden form i fremtiden. Ifølge Bo Vincent har de opsagte assurandører vist stor interesse for 11 nyopslåede stillinger som forsikringskonsulenter på landets Nykredit-centrene. Konsulenterne skal sælge forsikringer og have forsikringsmøder med kunder på centrene, samtidig med at de skal pleje forsikringssamarbejdet med netop Nykredit.

De opsagte har førsteret til de nyopslåede stillinger, hvilket betyder, at en given assurandør er sikret stillingen, med mindre en eller flere opsagte kolleger ligeledes har søgt den. Udover de 11 stillinger har de opsagte også førsteret til at søge 10 nyopslåede kontorstillinger i selskabets kundeservice. Seks stillinger som privatkunderådgiver på selskabets hovedkontor i København og fire stillinger som rådgiver for landbrugskunder".

Bo Vincent glæder sig desuden over, at flere af de konkurrerende selskaber også har vist interesse for de opsagte assurandører.

Seneste nyt