Menu luk

Humor og gode kolleger letter stemningen

Erik Børsting og Jannie Schou, som begge arbejder i en it-afdeling i Nordeas domicil i Høje Taastrup er meget bevidste om, at humor er en af de helt afgørende faktorer i hverdagen – også gerne sort humor. Ikke mindst fordi der er varslet tusindvis af afskedigelser i deres virksomhed.

17. maj 2018
4 min

​"Når noget er et vilkår, skal man forsøge ikke at bruge energi på det".

Det råd har sat sig fast efter et foredrag, som både tillidsmand Erik Børsting og hans kollega Jannie Schou var til. De arbejder begge i IAM – Access Review & Support – en it-afdeling i Nordeas domicil i Taastrup, hvor Magasinet Finans møder dem.

"Hvis du eksempelvis synes, at det er uretfærdigt, at du kun må køre 80 kilometer i timen på landevejen, er det bare ærgerligt – det er et vilkår. På samme måde er det et vilkår, vi arbejder under, at der er udmeldt massive fyringer. Det er ikke noget, vi kan gøre noget ved, vi må arbejde for at have en god arbejdshverdag på trods af det", siger Erik Børsting.

Jannie Schou er helt enig:

"Vi skal ikke bruge krudt på det, vi ikke kan ændre. Det gør ikke noget godt for hverken humøret eller arbejdsmiljøet".

Begge er meget bevidste om, at humor er en af de helt afgørende faktorer i hverdagen – også gerne sort humor, fortæller de.

"Vi er fire, der arbejder sammen i en lille enhed i et storrumsmiljø, og vi er rigtig gode til at passe på hinanden, spørge til hinanden og grine sammen. Det registrerer de andre omkring os også. Som en kollega sagde for nylig, da jeg foreslog hende, at hun måske skulle rykke over til os: 'Ja, det vil jeg gerne. I ser altid ud til at have det så sjovt sammen'. Så vi har noget særligt sammen", konstaterer Jannie Schou.

Klar til noget nyt

De har begge været i banken i mere end tredive år, og deres nærmeste kolleger har også lang erfaring, så de har alle oplevet arbejdspladsen og sektoren forandre sig markant. Det betyder ikke mindst, at evnen og viljen til at kaste sig over noget nyt er blevet centralt.

"Da jeg i sin tid blev ansat, opfattede folk det som en livstidsstilling – det var sammenligneligt med at få et job i kommunen. I dag er det en noget anden virkelighed, som mere ligner den, andre erhverv lever med. Derfor er det vigtigere end nogensinde at bruge mulighederne for efteruddannelse og den kompetenceafklaring, man kan få hos Worklife Investment i Finansforbundet", pointerer 51-årige Erik Børsting.

Han har selv altid stræbt efter mindst et efteruddannelsesforløb årligt – og har formået at efterleve det, så han har løbende bygget på sin værdi som arbejdskraft. Nogle af kurserne har han fået i kraft af sin rolle som tillidsmand, men langtfra alle.

Søg jobbet

52-årige Jannie Schou har også sørget for at udvikle sig løbende, især ved at skifte job internt. Hun har siddet i så mange forskellige stillinger, at det i snit svarer til, at hun har skiftet hvert tredje-fjerde år.

"Det er det fantastiske ved en stor arbejdsplads som Nordea – der er så mange forskellige muligheder, hvis man forfølger dem. Jeg vil opfordre andre til at søge stillinger, selv om de ikke føler, at de kan leve fuldstændig op til alle krav. Jeg var ikke selv nogen it-nørd, da jeg søgte min nuværende stilling".

"Men det er du blevet!" kommer det prompte fra kollegaen med et humoristisk glimt i øjet.

Lys forude

Ingen af dem spekulerer til daglig over, om de selv skulle være i farezonen eller kan komme det, for det er et vilkår, alle et eller andet sted må leve med, når der er 6.000 fyringer i farvandet.

Men det gør i al almindelighed noget ved loyaliteten, at fyringerne er meldt ud, oplever de.

"Jeg vil da håbe, at man fra ledelsens side har kalkuleret med, at Nordea kan klare sig uden de 2-5 procent dygtigste medarbejdere. For de finder andre steder at være, den bevægelse er sat i gang".

Selv vil de to meget gerne blive i Nordea, men hvor det tidligere ville være et bestemt nej til andre jobtilbud, er stemningen i dag mere, at det er noget, der vil blive overvejet.

For dem, der ikke får noget valg, men mister deres job, er der også lys forude, vurderer Erik Børsting:

"Vi har rekordlav arbejdsløshed, og i min rolle som tillidsmand har jeg også set, at Nordea er god til at hjælpe fyrede kolleger videre. Der er også meget hjælp at hente i forbundet i den forbindelse. Og når alt kommer til alt, findes der en verden uden for banken".

 

Tre vigtige i krisetid

  • Invester i dine kolleger, tal og grin sammen.
  • Efteruddan dig – få gerne afklaret dine kompetencer hos Worklife Investment i Finansforbundet.
  • Husk, at noget i dit arbejdsliv – eksempelvis udmeldte fyringer – er vilkår, du ikke kan ændre ved, og forsøg at lade være med at bruge energi på det.

Seneste nyt