Menu luk

Humor er hjernens frikvarter

Øv dig på at se det absurde eller sjove i hverdagen. Er du i vanen, er det også nemmere at klare tider med mindre lattervækkende oplevelser, lyder det fra Karen-Marie Lillelund, som gennem en årrække har holdt foredrag om humor for finansfolk.

3. sep. 2018
3 min

​Evnen til at dyrke humoren i hverdagen er ikke helt ringe i finanssektoren. Det vurderer Karen-Marie Lillelund, og hun må vide det, for hun har igennem en lang årrække været flittigt brugt foredragsholder i finanssektoren, hvor hun som regel formår at få flertallet til at overgive sig til latteren.

"Min oplevelse er, at finansfolk er mere lattermilde end deres rygte. Mange har nok et billede af, at det er vigtigt at være seriøs i den sektor, og at det kan forstyrre med humor. Men sådan forholder det sig ikke. Humor er intelligens, der leger, og den gør dig nærværende og menneskelig", siger Karen-Marie Lillelund, der trods alt mener, at der godt må være lidt mere lattermildhed i finanssektoren.

Også selv om der i mere end et årti overordnet set har været mange negative oplevelser – finanskrise, fusioner, fyringer, hvidvasksager og så videre.

"Humor er hjernens frikvarter, så det er fantastisk at kunne bruge den til at vende det lidt på hovedet, når tingene spidser til. Men det er lettest at bruge humor i krigstid, hvis du har dyrket den i fredstid – så forlader den dig ikke, du kan regne med, at den er en trofast følgesvend".

Selv oplevede hun for eksempel humoren snige sig ind i så trist en situation, som da hun stod uden for kirken og så sin elskede mor køre af sted med rustvognen. En veninde til moren ankom netop da og udbrød: "Åh, jeg ville så gerne have været med!" – naturligvis med henvisning til den netop overståede kirkehandling, men Karen-Marie Lillelund kunne mærke latteren trænge sig på midt i sorgen, fordi det kunne tolkes, som om veninden gerne ville med i rustvognen.

Uden udklædning

Humor kan ikke udslette sorg, men den kan mikse ind og i nogle tilfælde tage lidt af brodden af den, siger hun. Og når det gælder arbejde, kan den lette stemningen markant i mange situationer. Der skal ikke så meget til, forklarer hun:

"I det her lille land skal der ikke mere til, end at du siger "Godmorgen", lidt højere end du plejer, i receptionen. Så kommer smilet, og med det banes vej for humor. Man behøver ikke at klæde sig ud med sjove hatte, faktisk hader jeg selv den slags humor intenst, men hvis du bare vender en sætning lidt og øver dig i at klukke lidt, skal det nok komme", siger Karen-Marie Lillelund, der oplever, at mange er "krænkelsesparate" i stedet for det højt hypede "omstillingsparate".

"Der kan være den der jagt på ting, der ikke er i orden, og som man bare ikke vil finde sig i. Hvis man i stedet tager sig selv lidt mindre alvorligt, bliver det noget sjovere at være til".

Hun er ikke blind for, at det kan være sin sag, når man føler sig presset af større krav på arbejde, men eftersom der netop i den situation er endnu mere brug for humor, er det værd at gøre en indsats for at hæve det, hun kalder "det lattermilde niveau".

Humor ind i hverdagen

Hvis du vil gøre noget konkret for at bane vej for latter eller et mere diskret kluk på arbejde, anbefaler Karen-Marie Lillelund, at du og dine kolleger eksempelvis skiftes til at finde den sjoveste YouTube-video og spille den som indledning til dagens møde. Det er set virke i banker.

Hun har også skabt en app, KM's Verden, med podcasts, videoer, ideer til events og aktiviteter, hvis du mangler inspiration.

To ting er værd at huske, hvis du vil dyrke humoren lidt mere:

"God humor findes i mange udgaver, men den er aldrig ondskabsfuld – sarkasme er ikke humor. Og så er det en gevinst, hvis du signalerer: "I må godt grine lidt ad mig". Det hjælper ikke at tage sig selv for alvorligt".

Seneste nyt