Menu luk

Gør din stemme gældende i Norliv

Der er valg til repræsentanskabet i Norliv i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Midtjylland frem til 12. marts.
Vær med til at vælge repræsentantskabet og gør medlemsdemokratiet stærkt, lyder opfordringen fra Finansforbundets formand Kent Petersen, der er næstformand for bestyrelsen i Norliv.
Du er medlem, hvis du har pension i Nordea Liv og Pension.

26. feb. 2018
2 min

​Det er ikke ligegyldigt, hvem der sidder i repræsentantskabet i Foreningen Norliv. Derfor er det vigtigt, at du bruger din stemme, når valget til foreningen i dag skydes i gang i hele Vestdanmark.

"Kandidaterne til repræsentantskabet engagerer sig og vil være med til at præge foreningen og gøre forskel for både kunder og samfund. Derfor skal der også herfra lyde en opfordring om at tage stilling, bakke op om sin lokale kandidat og dermed få indflydelse", siger formand for Finansforbundet og næstformand for bestyrelsen i Norliv, Kent Petersen.

Valget handler i denne omgang om hele Vestdanmark. Hvis du bor i den del af landet, er du medlem og stemmeberettiget, hvis du har pension i Nordea Liv og Pension. Det er let at stemme direkte via det brev, du modtager i din e-boks, eller som post.

Fælles medlemmer

Finansforbundet er engageret i Norliv, fordi mange af forbundets medlemmer har pensionsopsparinger i Nordea Liv og Pension, og fordi et kundeejet selskab med et stærkt medlemsdemokrati vurderes at være en fordel for medlemmerne.

Det sikrer bonus tilbage til kunderne, og at 20 pct. af foreningens overskud kan bruges til almennyttige initiativer til gavn for danskernes mentale sundhed.

Vil eje hele selskabet

I december købte Norliv en stor luns af Nordea Liv & Pension og nåede op på 70 procent ejerskab. Ambitionen er at eje hele selskabet om få år, og dermed er det reelt kundernes selskab.

Det er de medlemsvalgte repræsentanter, der har truffet beslutningen. Både om at købe mere op i selskabet og om den fremtidige model med et langsigtet ejerskab. De har valgt, at Nordea Liv & Pension fortsat skal drives på kommercielle vilkår som et lønsomt selskab i vækst, med det formål at sikre et konstant fokus på kunderne og priserne.

Bonus til alle

Medlemmerne har besluttet, at de selv – det vil sige alle medlemmer - hvert år skal have en bonus udbetalt. Når det fulde ejerskab er en realitet, vil hele overskuddet fra selskabet gå til foreningen og altså dermed både komme medlemmerne direkte til gode og være til gavn for almennyttige forhold omkring danskernes mentale sundhed.

Valget løber fra i dag, 27. februar, frem til 12. marts. Ved valget skal der besættes 10 pladser fra Region Syddanmark, 12 pladser fra Region Midtjylland og fire pladser fra Region Nordjylland.

Der er 49 kandidater til valget i de tre regioner – heriblandt fem som er ansat i finanssektoren:

Region Syddanmark - Rasmus Borreskov Fossing, Vejle, Nykredit, og Mikael Egelund Nielsen, Assens, ​Nykredit​​

Region Midtjylland - Søren Trelborg, Århus, Nordea

Region Nordjylland - Heine Callisen Brogaard, Brønderslev, Nordea, og Torben Rønne Madsen, Brønderslev, Nykredit

Rasmus Borreskov Fossing, Michael Egelund Nielsen, Søren Trelborg og Heine Callisen Brogaard er i forvejen medlem af repræsentantskabet, og Heine Callisen Brogaard sidder også i Norlivs bestyrelse.

Du kan se listen med alle kandidater her.

Du kan også finde foreningen på Facebook.

Seneste nyt