Gode ideer kommer ikke af sig selv
På Folkemødet gav Finansforbundet, Akademikerne og DTU hinanden håndslag på at oprette en ny tænketank, der skal sætte spot på, hvordan man kan sikre mere entreprenørskab. ”Gode ideer er ikke noget, man bare lige får. Det håber vi kan ske ved at skabe det rette forum, som kan pulje en masse viden på tværs fra uddannelsessteder, erhvervsliv og arbejdsmarkedets parter”, siger Finansforbundets formand Kent Petersen.
Man er sjældent klogest alene. Det står særligt tydeligt efter en weekend på Folkemøde på Bornholm for Finansforbundets formandskab, der fik masser af vigtige input til det politiske arbejde fremadrettet. Helt konkret blev Folkemødet også stedet, hvor Akademikernes formand Lars Qvistgaard og professor og forretningsudvikler på DTU Lars Broeng blev enige med Finansforbundets formand Kent Petersen om at starte en tænketank, der skal sætte fokus på entreprenørskab og tværfaglighed. Det skete under et fælles event på Folkemødet, hvor målet var at debattere, hvordan flere får luft under iværksættervingerne.
"Det handler ikke kun om at skabe flere iværksættere – det handler også om at skabe nye arbejdspladser og vækst i Danmark. Og her det simpelthen nødvendigt at samarbejde med uddannelsesstederne i forhold til at åbne mere op for adgang til kompetence, forskning og erfaring – og det kræver, at vi griber det rigtigt an og skaber de rigtige synergier og samarbejder. Gode ideer er ikke noget, man bare lige får. Det håber vi kan ske ved at skabe det rette forum, som kan pulje en masse viden på tværs fra uddannelsessteder, erhvervsliv og arbejdsmarkedets parter", siger Finansforbundets formand Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.
En holdning, der deles af Akademikernes formand.
"Som det ser ud i dag, så er det de små virksomheder, der skaber jobbene. Det er dem, der bruger ny teknologi og tænker og trækker i en moderne retning. Jeg vil rigtig gerne være med til at sætte krudt på at få de etablerede institutioner – både uddannelsesstederne og virksomheder til at interessere sig for iværksætteriet, så vi kan få udviklingen bragt i en fornuftig retning til gavn for jobskabelsen", siger Akademikernes formand Lars Qvistgaard til Nyhedsbrevet Finans.
Unge iværksættere mangler opbakning
Da Finansforbundet i sin tid var med til at starte Copenhagen FinTech var visionen netop at skabe et økosystem på tværs af aktører til at skabe de rette rammer og fundament for iværksættere og entreprenørskab.
En af de erfaringer, som formand Kent Petersen har gjort sig i den proces, er, at kan være svært at få aktiveret alle de rette aktører, herunder særligt uddannelsesstederne.
"Det vi hører fra den unge iværksættere i Copenhagen FinTechs lab er, at de under deres uddannelse ikke oplever nok opbakning til for eksempel at mødes på tværs af fag og fakulteter og sammen blive inspireret til nye ideer og måske kaste sig ud i at blive iværksætter. Vi ved, at tværfaglighed bliver endnu mere vigtigt på et fremtidigt jobmarked, og der opstår meget interessante ideer og løsninger, når vi møder mennesker med helt andre syn på verdenen end os selv", siger Kent Petersen, der derfor er meget begejstret for, at DTU er med på ideen om en fælles tænketank.
"Det er enorm vigtigt at skabe det her forum. Det handler om at få nedbrudt nogle siloer, for der er et stort potentiale, hvis vi arbejder sammen. Så fra min stol som forretningsudvikler på DTU, så vil jeg enormt gerne bidrage til at skabe det her rum, hvor vi kan videndele og samarbejde på tværs uddannelsesstederne, erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter", siger Lars Broeng til Nyhedsbrevet Finans.
De tre parter trækker derfor nu i arbejdstøjet, og målet er, at de efter sommerferien kan fremlægge et fælles "kommissorium" for tænketanken og invitere bredt ud til dem, der har lyst til at deltage.