Menu luk

Gennembrud i Estland

Efter års tovtrækkeri lykkedes det at få en aftale på plads for de ansatte i Estlands trediestørste bank Luminor. Det giver grobund for at arbejde for aftaler i hele landet – og i Letland og Litauen, siger præsident for NFU, Michael Budolfsen, der støttede EFL - den estiske fagforening – i forhandlingerne.

5. feb. 2018
1 min

​"Det er et lille skridt i den rigtige retning, men et enormt vigtigt skridt."

Næstformand i Finansforbundet og præsident for Nordic Financial Unions (NFU), Michael Budolfsen, havde godt nyt med hjem fra sin rejse til Estland forleden. Her har situationen været i hårdknude i årevis og det har været umuligt at forhandle en aftale på plads for de finansansatte, som i mange år hverken har haft overenskomst eller tillidsmænd.

Men nu er det lykkedes at få en aftale på plads for Estlands trediestørste bank, Luminor – der er fusionen mellem Nordea og DNB - og EFL, finanssektorens fagforening i Estland. Aftalen har formelt form af en hensigtserklæring, men den ligner på alle væsentlige punkter en overenskomst.

Den sikrer de ansatte i banken forbedringer på en række nøgleområder, den er juridisk gældende i to år og skal derefter genforhandles.

"Aftalen betyder, at Luminors ledelse anerkender og legitimerer fagforeningen og tillidsmænd og deres ret til at forhandle", konstaterer Michael Budolfsen.

Pludseligt gennembrud

NFU har støttet EFL's forsøg på at bygge en fagforening og sikre kollektive aftaler igennem tre år, og selv om der var sammenbrud i forhandlingerne for få måneder siden, gav det pote, da de højest rangerende repræsentanter for de to foreninger mødtes med arbejdsgiverne i Estland ved de afsluttende forhandlinger.

"Vi har bygget op længe, og det gav ketchup-effekt – det hele faldt på plads og blev klar til underskrivelse i et hug", fortæller Michael Budolfsen, som kalder aftalen banebrydende.

"Nu har vi et ståsted at arbejde ud fra. Vi skal lige have armene ned ovenpå sejren, så går vi i gang med bestræbelser på at udrulle resultatet til de øvrige banker i Estland, og også til Litauen og Letland".

Seneste nyt