Genetisk kodet til at tænke globalt
Copenhagen FinTech vil hjælpe de nye virksomheder ud i verden så hurtigt som muligt. Det skal give dem et globalt mindset, men også reelle kontakter, der kan skabes samarbejder med
Går man gennem kontorlandskabet i Copenhagen FinTech Lab på Christianshavn, er det umuligt ikke at studse over det internationale miljø. Det talte sprog mellem skrivebordene engelsk, mange af medarbejderne i virksomhederne i lab'et er fra udlandet, og de fleste af fintechvirksomhedernes hjemmesider har en .com-adresse og er på engelsk. Det er nemlig reglen frem for undtagelsen, at de danske fintechvirksomheder tænker globalt frem for lokalt.
"Når man taler om fintechvirksomheder, så taler man om virksomheder, der er født internationale. De fleste af dem, der sidder her i huset, er simpelthen genetisk kodede til at tænke globalt", siger Michael Juul Rugaard, partner i konsulentvirksomheden Norfico, der udelukkende beskæftiger sig med fintech.
Selv har Michael Juul Rugaard kontor i Copenhagen FinTech Lab, og selvom han ikke havde regnet med, at hans egen konsulentvirksomhed skulle blive international, så blev han overrasket.
"Vi er anderledes end de fleste her, da vi er en konsulent- og kommunikationsvirksomhed. Og da vi startede, havde jeg egentlig kun tænkt, at vi skulle være nordiske med en overvægt i Danmark, men allerede nu, hvor vi kun har været i gang i to år, kan vi konstatere, at vores omsætning er fordelt med en tredjedel i Danmark, en tredjedel i EU og en tredjedel i resten af verden", siger han.
Vigtigt med global tankegang
I Copenhagen FinTech Lab er der et stort fokus på internationaliseringen. Både fra virksomhederne i huset, men også fra Copenhagen FinTech selv. De arrangerer events, hvor iværksættere kan møde ligesindede fra resten af verden. Derudover står Copenhagen FinTech også bag en række ture til blandt andet Singapore og Indien.
"Vi vil gerne være med til at sørge for, at fintechvirksomhederne får et globalt mindset og tænker i at designe for international skalering fra start af. Vi vil også gerne have, at de kigger uden for det, der måske synes mest oplagt, altså de nordiske lande og Europa. Derfor peger vi dem i retningen af nogle af de økonomier, der virkelig boomer lige nu, og hvor den teknologiske udvikling går stærkt. Det er for eksempel Asien, og derfor tager vi dem med derud og hjælper med at skabe lokale kontakter", siger Thomas Krogh Jensen, CEO for Copenhagen FinTech.
Han ser det at tænke globalt som noget essentielt for en fintechstartup, hvis den skal sikre en god forretningsmodel.
"Der er mange tusinde fintechstartups globalt, og de, der overlever på sigt, er ikke nødvendigvis dem med den bedste eller mest innovative løsning", siger Thomas Krogh Jensen og fortsætter:
"Det, der kendetegner mange fintechstartups, er, at de innoverer en del af den samlede finansielle værdikæde. Når du gør det, kan det godt være, at du kan få en rimelig forretning i Danmark. Men for mange er Danmark og Norden et testmarked. Hvis du skal have en rigtig god forretning, skal du skalere og have mange flere kunder. Og de kunder finder du i udlandet".
Calcabis mod varme himmelstrøg
Kasper Wodstrup Rost har været med på flere af Copenhagen FinTechs ture til udlandet og deltaget i events med en international vinkel herhjemme. Han er CEO og founder af virksomheden Calcabis, der beskæftiger sig med kunstig intelligens.
"Rejserne har givet os rigtig meget. Efter en tur til Indien er vi nu begyndt at forhandle med fire af landets største banker. Og vi har samtidig fået meget interesse fra Hongkong efter et besøg der", siger Kasper Wodstrup Rost.
For ham er det slet ikke utænkeligt, at Calcabis' første kunde ender med at blive en stor udenlandsk bank frem for en dansk.
"Der er ret store muligheder for, at vores første kunde kommer til at være fra enten Hongkong eller Indien. Vi kan ligesom se, at det er der, de har det største behov for vores form for software, og det er der, vi har fået gode tilbagemeldinger fra. Om det lige præcis bliver sådan, kan vi dog ikke være sikre på. Vi har også et par nordiske banker, som vi er i kontakt med i øjeblikket", siger Kasper Wodstrup Rost.
Han håber på, at en aftale i 2018 vil sætte godt gang i hjulene, så Calcabis kan vokse sig større og ansætte flere medarbejdere til det fremadrettede arbejde. Generelt har han kun ros til det stykke arbejde, som Thomas Krogh Jensen og resten af Copenhagen FinTech udfører.
"Havde det ikke været for Copenhagen FinTech, var vi aldrig nået så langt på et enkelt år. Dialogen med udlandet er mange gange blevet initieret gennem dem og deres events, og det er vi meget taknemmelige for at være en del af", siger Kasper Wodstrup Rost.
FAKTA:
Norfico
Konsulent- og kommunikationsvirksomheden blev etableret i februar 2016.
Virksomheden er startet af Michael Juul Rugaard og Kristian T. Sørensen, der tilbyder konsulentarbejde inden for kommunikation og PR til banker og fintechvirksomheder verden over.
Norfico er Nordens første konsulent- og kommunikationsvirksomhed udelukkende med fokus på fintech. Norfico har desuden startet et globalt netværk af virksomheder med Norficos profil kaldet The Global Fintech PR Network.
Calcabis
Fintechvirksomheden blev etableret i februar 2017, og i dag har den 7 ansatte.
Medarbejderne holder blandt andet til i Copenhagen FinTech Lab.
Calcabis har udviklet en software baseret på kunstig intelligens. Med softwarens dataanalyse og machinelearning kan den forudse relevante tendenser og øge sandsynligheden for at spore og dokumentere svindel. Softwareplatformen kan integreres, så den passer til det behov, en finansvirksomhed måtte have.