Menu luk

Fusionsplaner overrasker medarbejdere

Det kom som en overraskelse for de fleste medarbejdere, da Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank onsdag offentliggjorde fusionsplanerne imellem bankerne. I Ringkjøbing var der glæde. I Nordjyske var meningerne delte. Udsigten til stabsfyringer gjorde ondt, fortæller de to bankers fællestillidsmænd.

23. apr. 2018
5 min

​Hvor mange filialer har de? Hvor ligger de henne? Og hvor mange medarbejdere har de? Hjemmesiderne for Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank er blevet flittigt besøgt af de to bankers i alt 740 medarbejdere, siden bankerne onsdag formiddag løftede sløret for fusionsplanerne imellem bankerne. Planerne tog fusen på medarbejderne, og reaktionerne var blandede, fortæller de to bankers fællestillidsmænd.

"Da Anders Dam fra Jyske kom med sit første købstilbud den 13. marts var den generelle reaktion. Åh nej, ikke nu igen. Vi var tre år gamle og havde lige overstået en fusion og skulle til at se fremad. Så der var stor ærgrelse. Og så kommer den her mulige fusion med Ringkjøbing onsdag den 18. april. Den havde de ikke set komme. Hvis du kigger på alt det, der er skrevet, er Ringkøbing faktisk aldrig blevet nævnt. Og de synes, det var en spændende case. Det var reaktionen ude i linjen", fortæller Lene Brix, fællestillidsmand i Nordjyske Bank og fortsætter:

"I stabene var det et helt andet scenarie. De lagde også ryg til fyringer for godt 3 år siden, da Nørresundby Bank og Nordjyske Bank fusionerede. Så her var reaktionen. Nu igen. Og den her fusion gør måske endnu mere ondt end dengang. Fordi her kan de godt se, at muligheden for at tage til et andet hovedkontor er næste lig nul. For der er simpelthen for langt til Ringkjøbing. Så der er mine kolleger virkelige kede af det. Og da nyheden om 50-60 fyringer efterfølgende blev breaket, var det en mavepuster af de store."

I Ringkjøbing Landbobank blev medarbejderne også overraskede. 

"Folk synes, det er spændende, at vi nu skal have nye kolleger. Det er den generelle holdning. Samtidig er der på hovedkontoret i Ringkjøbing stor forståelse for, at der sidder nogle måske kommende kolleger på hovedkontoret i Nordjyske Bank, som er usikre på fremtiden. Men jeg fornemmer ikke, at folk går rundt og er bange for, hvad der skal ske med deres job. Vi har ikke overlap på filialer, og det var også meldt ret klart ud, at der ikke er nogen ude i linjen, der skal fyres eller filialer, der skal lukkes i forbindelse med den her fusion", fortæller Gitte Vigsø, som er fællestillidsmand i Ringkjøbing Landbobank.

Fusionens forskellige scenarier

Dagen efter offentliggørelsen af fusionsplanerne, er det blevet hverdag igen. I hvert fald i Ringkjøbing Landbobank. Ifølge bankens fællestillidsmand Gitte Vigsø er nyhedens interesse aftaget, og alting kører videre igen, som det plejer.

Situationen i Nordjyske Bank er dog lidt en anden. Folk er afventende især på hovedkontoret, hvor udsigten til fyringer fylder. Ifølge Nordjyske Banks fællestillidsmand Lene Brix er bankens bestyrelse optaget af at tilbyde de berørte medarbejdere en ordentlig fratrædelsesaftale. Planen er, at aftalen skal ligne den aftale, banken havde i forbindelse med den forrige fusion.

"Vi lægger op til, at det skal være en frivillig fratrædelse, sådan at alle kan søge den. Så bliver der måske nogle huller til nogen andre. Derudover arbejder vi på at give de fratrædende medarbejdere en "stay on bonus", hvor de ligesom ved forrige fusion bliver tilbudt en bonus for at arbejde i deres fratrædelsesperiode", fortæller Lene Brix, fællestillidsmand i Nordjyske Bank.

De to bankers lokalaftaler og tillidsmandssystem er et andet område, som de to fællestillidsmænd skal kigge på, hvis fusionen bliver en realitet. Fusionen er betinget af flere faktorer. Først og fremmest skal der findes en løsning med Nordjyske Banks storaktionær Jyske Bank med Anders Dam i spidsen.

Jyske Bank har 38,5 procent af aktiekapitalen i Nordjyske Bank og vil i forbindelse med fusionen komme til at besidde 11 procent af aktionerne i Ringkjøbing Landbobank, som bliver det fortsættende selskab af de nuværende to banker. Ønsker Jyske Bank ikke det, har et konsortium ledet af Nykredit allerede tilbudt at købe Jyske Banks aktier. Alternativt kan Jyske Bank også vælge at forhøje sit nuværende købstilbud. 

Vælger Jyske Bank at støtte fusionen, er en anden forudsætning, at de relevante myndigheder godkender fusionen. Tredje forudsætning er, at fusionen bliver vedtaget af de to bankers aktionærer på generalforsamlinger i henholdsvis Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank. Stemmer en eller begge bankers aktionærer nej til fusionen, er det en ny situation. En situation, hvor Jyske Banks oprindelige købstilbud rent faktisk kan komme i spil igen og blive genstand for endnu en afstemning blandt aktionærerne, hvis det kommer dertil. Generalforsamlingerne forventes at blive afholdt i juni 2018.

 

Fakta: Hovedpunkter i fusionsaftalen

  • Ringkjøbing Landbobank bliver det fortsættende selskab. De to banker skal markedsføres under to brands "Nordjyske Bank" og "Ringkjøbing Landbobank".
  • Hovedkontoret bliver placeret i Ringkøbing.
  • Der etableres samtidig et regionskontor i Nordjylland. Der fastholdes en række funktioner i Nordjylland, herunder et landbrugscenter i Hjørring, et fiskeri- og servicecenter i Frederikshavn, en kreditbevillingsafdeling med lokal kreditbevilling/kreditkomité i Nørresundby samt en HR-afdeling og salgs- og marketingsafdeling for Nordjylland i regionshovedkontoret i Nørresundby.
  • Administrerende direktør bliver Ringkjøbing Landbobanks nuværende adm. direktør John Fisker. Den nye direktion skal desuden bestå af tre bankdirektører, i form af Nordjyske Banks nuværende adm. direktør og viceadm. direktør Claus Andersen og Carl Pedersen samt Ringkøbing Landbobanks bankdirektør Jørn Nielsen.
  • Fusionen tænkes gennemført efter bytteforhold, hvor aktionærerne i Nordjyske bank får én ny aktie i Ringkjøbing Landbobank for hver to aktier i Nordjyske Bank samt 18 kroner kontant før skat.
  • Ringkjøbing Landbobank overtager alle eksisterende sponsorater i Nordjyske Bank.

 

Fakta om Ringkjøbing Landbobank

  • Danmarks 7. største bank
  • 10 filialer primært i Midt-og Vestjylland.
  • Hovedsæde i Ringkjøbing
  • Ca. 70.000 kunder
  • Ca. 290 medarbejdere
  • 17.472 aktionærer

Fakta om Nordjyske Bank

  • Danmarks 12. største bank
  • 25 filialer, primært i Nordjylland
  • Hovedsæde i Nørresundby ved Aalborg
  • 125.000 kunder
  • Knap 450 ansatte
  • 39.000 aktionærer, hvoraf Jyske Bank er storaktionær

 

 

 

Seneste nyt