Menu luk

Fristelserne på mobilen kræver basiskompetencer og gennemsigtighed

KLUMME: Privatøkonomien er et fundament for at leve det liv, man gerne vil, og kommer man skidt fra start, kan det være en tung bagage for resten af livet. Derfor skal vi som samfund styrke mulighederne for at navigere fornuftigt i de mange tilbud, der helt bogstaveligt ligger lige ved hånden.

12. mar. 2018
2 min

Pengeugen er i fuld gang med fokus på unges forhold til privatøkonomi, og rigtig mange af Finansforbundets medlemmer er ude på skolerne for at undervise i helt grundlæggende privatøkonomi og altså begreber som budget, gæld og ÅOP. For nogle kan det virke banalt, men det er desværre langt fra tilfældet for alle, og alt for mange unge mærker stadig på den hårde måde konsekvenserne af en kredittilgængelighed, der nok aldrig har været større.

For aldrig har mulighederne for at sætte sig i gæld været flere – og det kræver simpelthen grundlæggende basiskompetencer i privatøkonomi at kunne begå sig det digitale tilbudshav af muligheder for kredit og lån i forskellig udformning.

I 2018 skal kredit  – som så meget andet – være hurtigt og nemt. Det er dog langt fra altid det smarteste eller det billigste for den sags skyld. Og den manglende gennemsigtighed kombineret med næsten uanede muligheder er et problem.

I den analyse, som Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk har præsenteret i forbindelse med startskuddet til P​engeugen fremgår det tydeligt, at mobilen spiller en altoverskyggende rolle i gældsspørgsmålet, og det er i omegnen af hver tredje RKI-indberetningerne af unge, der stammer fra teleselskaber.

Men mobilen er – ud over en helt konkret kilde til gæld - også blevet vejen til kreditten i helt bred forstand. Den er vejen til hurtige penge på lommen, når man sidder i bussen og ser en reklame for et lån, der ved første øjekast ser ud til at være for godt til at være sandt. Og sådan er det desværre i mange tilfælde også.

De digitale tilbud og muligheder er uendelige – og vi har for længst vænnet os til, at det meste ikke er længere væk end den smartphone, vi har i lommen. Det gælder også mulighederne for at sætte sig i gæld. Vi agerer som forbrugere digitalt på en lang række fronter, hvor vi er blevet vant til at være selvhjulpne i det tagselvbord, der åbner sig for os i vores browser. Sådan er udviklingen, og det er der rigtig mange, der kan administrere. Men der er også en for stor del, der ikke kan, og det problem både har og giver social slagside. Og derfor er vi som samfund nødt til at se på, om rammerne er de rigtige. 

Løsningerne skal gå på flere ben. De digitale muligheder hverken kan eller skal vi rulle tilbage. Men der er brug for styrkede basale kompetencer, der ruster de unge til de uanede muligheder, der åbner sig. En grundlæggende kildekritik og en evne til at vurdere, hvad der er op og ned i privatøkonomien. Og der er også brug for at se på, hvor 'nem og hurtig' adgangen til lån, kredit og gældsætning egentlig bør være.

Seneste nyt