Menu luk

Fra Silicon Valley til København

Sunny Long, grundlægger og CEO, har flyttet fintechvirksomheden Pie Systems fra San Francisco til København for at give en unik digital løsning til taxfree shopping på butikker og forbrugere.

19. nov. 2018
2 min

​For butikker og turister kan taxfree shopping opleves besværligt og tidskrævende. Turisten skal manuelt udfylde papirer for at få momsen refunderet på deres køb, og butikken kan savne transparens og adgang til data. Det vil fintechvirksomheden Pie Systems, som Sunny Long stiftede i San Francisco for et år siden, lave om på, og Danmark og resten af Skandinavien er de første markeder, hvor Pie Systems vil implementere sit produkt.

"Danmark, Sverige og Norge er blandt de lande, der har den højeste moms, og derfor er vi nu her i København i Copenhagen Fintech Lab for at teste vores pilotprojekt med en række butikker", fortæller Sunny Long.

Pie Systems har udviklet en platform, hvor butikkerne gratis kan lægge deres tax free salg ind og få adgang til data om de kunder, der har handlet hos dem. Kunderne – det vil sige turister – kan via appen nemt og hurtigt udfylde oplysninger om deres taxfree køb og få momsen refunderet uden at skulle stå i kø og udfylde papirer i lufthavnen.

Inviteret af Copenhagen FinTech

Pie Systems er et af de tre udenlandske fintech startups, som Copenhagen FinTech dette efterår har inviteret til at slå sig ned i Lab'et i en tre måneders periode i det såkaldte Nordic Fast Track Program, som organisationen har oprettet med økonomisk støtte fra Industriens Fond.

"Vi tilbyder de udenlandske startups gratis kontor i en tre måneders periode, hvor de får mulighed for at blive forbundet til de andre startups i Copenhagen Fintech Lab og møde mentorer, investorer, advokater og lære at forstå dansk kultur", siger Simon Schou, CIO i Copenhagen FinTech.

"De udenlandske startups er på et stadie, hvor de har en prototype klar, som de vil prøve af i en danske eller nordisk sammenhæng, og de er ikke dér i deres udvikling hvor de bare vil sælge deres produkt på et nyt marked", fortsætter han.

Valgte Danmark

Kontakten mellem Pie Systems og Copenhagen FinTech blev formidlet af Copenhagen Capacity.

"Jeg blev rådet til at kigge på Danmark, og det er jeg glad for. Jeg var derfor i København i januar for at undersøge mulighederne for at slå os ned her. Folk i Lab'et er meget hjælpsomme, og vi har kontakt til en række butikker, som er med i vores pilotprojekt", forklarer Sunny Long.

Han har tidligere været produktmanager i et betalingsteam i en stor virksomhed inden for uddannelsesteknologi i Silicon Valley, arbejdet med e-handel og stået bag en anden start up-virksomhed i Boston. Men nu handler det om Pie Systems i Skandinavien - for i USA er der ikke noget marked, idet man ikke har moms.

Pie Systems vil benytte den kommende måned til at udvikle og afprøve app'en yderligere, kigge efter mulige investorer og lære mere om det danske og skandinaviske marked. Til sidstnævnte formål kan det hjælpe af Pie systems seks personer store team tæller både en dansker og en nordmand.

Seneste nyt