Menu luk

Fra 150 til 65 pengeinstitutter på 10 år

Antallet af selvstændige danske pengeinstitutter fortsætter sit fald. Senest er Nordjyske Bank, Østjydsk Bank og Fjaltring-Trans Sparekasse forsvundet fra banklandskabet, så der nu er 65 danske pengeinstitutter tilbage. I 2008 lige før finanskrisen var tallet 150, og i 1991 fandtes hele 219 selvstændige pengeinstitutter i Danmark.

9. jul. 2018
2 min

Fusionen mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank, der faldt på plads den 7. juni, bringer det samlede antal selvstændige pengeinstitutter ned på 65 i Danmark. Tidligere i år er Østjydsk Bank (overtaget af Sparekassen Vendsyssel) og Fjaltring-Trans Sparekasse (ophørt på grund af administrative byrder) forsvundet på listen over de danske pengeinstitutter, Finanstilsynet fører tilsyn med. I 2017 forsvandt blandt andet Søby-Skader-Halling Sparekasse, Refsnæs Sparekasse og andelskassen J.A.K. Slagelse fra det danske banklandskab.

Konsolidering har været et vilkår siden finanskrisen brød ud i 2008. Det år var der 150 selvstændige pengeinstitutter i Danmark. På 10 år er mere end 85 altså forsvundet som følge af fusioner eller krak. For i perioden har også tre nye pengeinstitutter set dagens lys. Coop Bank åbnede i 2013, PFA Bank i 2014 og i sommeren 2015 slog Maj Bank dørene op.

Ifølge en undersøgelse, som Epinion gennemførte blandt 1.451 medlemmer af Finansforbundet i 2016, forventer de finansansatte, at konsolideringen vil fortsætte i de kommende år.

66 procent vurderede i undersøgelsen, at der højst vil være 59 selvstændige pengeinstitutter i 2021, og 31 procent gætter på, at antallet vil være under 50.

Fusioner kan være positive for medarbejderne

De mange overtagelser og fusioner har kostet arbejdspladser, og derfor kunne man forledes til at tro, at Finansforbundet var imod konsolideringen. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet, for ifølge Michael Budolfsen, der er næstformand i Finansforbundet, kan fusioner også være positive for medarbejderne.

"Hvis der er meget små funktionsområder, kan det betyde, at medarbejdere må skifte pengeinstitut for at få ønskejobbet. Men hvis der indgås fusioner, kan det give mulighed for, at medarbejderne kan videreudvikle sig i deres eget pengeinstitut", siger Michael Budolfsen og fortsætter:

"Det væsentlige er, at en fusion skal gavne både medarbejdere og kunder og ikke alene blot skabe en kortsigtet gevinst for aktionærerne, som de andre to grupper reelt kommer til at betale for. Det gælder om at skabe vækst og bæredygtige arbejdspladser på lang sigt og ikke bare at holde fast i det eksisterende. Det væsentligste for medarbejderne er, at der skabes gode vilkår for det arbejde, de skal udføre".

Seneste nyt