For enden af Silkevejen ligger to statsejede banker

​"Der er tusind grunde til at gøre Kina og USA's forhold til en succes og ikke en eneste grund til at slå det i stykker", lød det fra Xi Jinping sidste år.

Men selvom Donald Trump som bekendt ser anderledes på sagen, er den kinesiske præsident overbevist om, at han vil klare sig bedre gennem handelskrigen end sin amerikanske kollega.

Det handler ikke bare om kontrol med medier og offentlig opinion. Xi Jinping har også et es i ærmet, som hans amerikanske kollega kun kan drømme om: en stribe statsejede banker, der ikke kender til ordet uafhængighed.

Herunder tre såkaldte "policybanker" – China Development Bank, The Export-Import Bank of China og Agricultural Development Bank of China – som på kommunistpartiets ordre holder hånden under virksomheder i krisetider. Den første specialiserer sig i nationale og internationale infrastrukturprojekter, den anden i international handel og den tredje i udvikling af kinesiske landområder.

Investeringer i udlandet tidoblet

Det er en underdrivelse at kalde de statsejede banker for lukkede, men ifølge det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua havde de tre policybanker sidste efterår aktiver for 24 billioner kroner.

Og dem har de brugt til at finansiere massive globale investeringer. Ifølge nye tal fra FN's handelsorganisation er kinesiske investeringer i udlandet tidoblet fra 2006 til 2016. Ifølge den konservative tænketank American Enterprise Institute, der har etableret en online "China Global Investment Tracker", "nærmer værdien af Kinas oversøiske investeringer og anlægsarbejder sig 12 billioner kroner".

Fra i begyndelsen at fokusere på råstoffer går man i stigende grad efter teknologi – ifølge Trump ikke bare gennem investering i vestlige virksomheder, men også tyveri og industrispionage.

"Kina er gået efter fremtidens industrier, og præsident Donald Trump forstår bedre end nogen, at hvis Kina med held indfanger disse fremvoksende industrier, vil Amerika ikke have nogen økonomisk fremtid", sagde Peter Navarro, Det Hvide Hus' direktør for handel og industripolitik, for nylig.

Den nye Silkevej

Det mest emblematiske kinesiske investeringsprojekt er at genoplive Silkevejen, der i gamle dage forbandt Asien og Europa. Den nye Silkevej, blandt historiens største investerings- og infrastrukturprojekter, vil dog ikke kun foregå til lands, men også til vands.

Planen er at anlægge over 50 togforbindelser, der skal forbinde 27 kinesiske og 28 europæiske byer. Derudover opkøber og udvider man havne i store dele af verden, så den maritime trafik øges.

Der er sågar tale om en "Ice Silk Road", hvor man håber at udvide containertransporten gennem Nordøstpassagen, altså sejlruten nord om Rusland til Europa. En væsentlig kortere rute – især til Skandinavien – end via det Indiske Ocean og Suez-kanalen.

Nordøstpassagen er lukket det meste af vinterhalvåret, men med den globale opvarmning ventes Nordøstpassagen at blive mere og mere sejlbar. Investorer ønsker at bygge en jernbanelinje fra nordnorske Kirkenes – den europæiske havneby tættest på Nordøstpassagen, hvor gods kan læsses af – ned til finske Rovaniemi, hvorfra der allerede er jernbanespor videre sydpå.

Den nye Silkevej omfatter i høj grad også Afrika, og mønsteret er groft sagt det samme hver gang. Afhængigt af om der er tale om infrastruktur eller handel, kommer hovedfinansieringen fra enten China Development Bank eller The Export-Import Bank of China, der ikke bare låner kinesiske investorer penge.

Bankerne låner også til fattige afrikanske lande, på betingelse af at kinesiske virksomheder får opgaverne – det være sig anlæggelse af veje og jernbaner eller minedrift og tøjproduktion.

Ifølge research foretaget af professor Kevin Gallagher fra Boston University havde de to kinesiske banker i 2014 udestående lån hos udenlandske låntagere for 4,5 billioner kroner – omtrent det samme som Verdensbanken og verdens fem største regionalbanker tilsammen.

Satser på globalt elnet

Det måske mest udfordrende projekt er at skabe et globalt elektricitetsnet.

Kinesiske investeringer i og lån til elektricitetsprojekter uden for Kina nåede ifølge konsulentfirmaet RWR Advisory op i 2,9 billioner kroner fra 2013 til februar i år.

Ideen er at dele overskudselektricitet mellem elkraftværker. I første omgang internt i eksempelvis afrikanske lande, men senere mellem kontinentets lande – ligesom man gør i Europa for at udnytte kapaciteten optimalt og undgå strømnedbrud.

"Fra 2020 til 2030 vil opgaven være at fremme intrakontinental sammenkobling med asiatiske, europæiske og afrikanske elnet", sagde Liu Zhenya, leder af kinesiske State Grid, ifølge Financial Times i foråret.

Det vil hjælpe kinesiske investorer i Sydøstasien, hvis gigantiske vandkraftværker producerer langt mere strøm, end de lokale markeder kan absorbere.

Møder modstand

Mange af investeringsprojekterne har mødt modstand på grund af manglende hensyn til miljøet og lokale arbejdstagerrettigheder samt national sikkerhed. Og det er ikke kun Trumps USA, der hugger bremserne i.

Ifølge magasinet WirtschaftsWoche har den tyske regering netop for første gang gjort brug af en lovstramning til at forbyde kinesisk opkøb af en tysk fabrik, der producerer stærke materialer til fly- og atomindustrien på grund af "fare for den offentlige orden og sikkerhed".

Efter problemer med projekter relateret til finansiering af den nye Silkevej fortæller kilder til Financial Times, at China Development Bank og The Export-Import Bank of China søger andre udviklingsbanker – herunder den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling – til at samfinansiere fremtidige udviklingsprojekter.

Det vil i så fald betyde, at de skal leve op til internationale standarder.

"Hvis det sker, vil det være en af de første gange, de kinesiske policybanker tilbyder lån uden at kræve, at kinesiske virksomheder skal udføre det meste af arbejdet", siger Agatha Kratz fra konsulentfirmaet Rhodium Group til finansavisen.