Menu luk

Fintech-virksomheder angriber bankgebyrer

En hastigt voksende myriade af neobanker og andre fintech-virksomheder i Europa og USA tiltrækker kunder med lave eller ingen gebyrer. Og de etablerede banker er sårbare på grund af deres høje omkostningsstrukturer, lød advarslen på Paris Fintech Forum.

5. feb. 2018
5 min

​"Banker er lige så afhængige af gebyrer, som narkomaner er af narko."

Jay Sidhu, stifter og administrerende direktør af amerikanske Bank Mobile, lagde ikke fingrene imellem, da han optrådte på Paris Fintech Forum i sidste uge.

"Men deres gebyrer vil blive angrebet af nye konkurrenter. Og tager man gebyrerne fra dem, vil deres filialer ikke længere være rentable", advarede Sidhu, hvis onlinebank på tre år har tiltrukket 1,8 millioner kunder, primært studerende, med en såkaldt gebyrfri konto og gratis kreditkort.

Ifølge bankchefen ser det sort ud for de etablerede banker, fordi kundernes villighed til både at besøge deres filialer og betale deres gebyrer styrtdykker.

"I USA falder kundebesøg i bankernes filialer med mellem 10 og 15 procent om året, og om fem år vil den være knap 10 procent af, hvad den er i dag. Hvis ikke bankerne reducerer deres omkostninger med 90 procent, vil de stå overfor en umådelig operationel ineffektivitet."

Anklager om ineffektiv industri

Iført en afslappet blanding af stribede sokker, ternet skjorte, brune sko, grå bukser og mørk blazer langede Sidhu også ud efter europæiske banker: "Gebyrerne er der, fordi I driver den mest ineffektive industri i verden", sagde han muntert i et fællesinterview med Frédéric Oudéa, topchef for storbanken Société Générale og formand for Frankrigs svar på Finansrådet.

"Vil De ikke nok lade være med at kalde min gode ven Frédéric for narkoman", spurgte intervieweren på scenen, mens den nålestribede franske topchef så ud som om han havde lyst til at kvæle den bramfri amerikaner.

"Jeg ser en lille smule anderledes på det," svarede Frédéric Oudéa selv. "Fundamentalt set kan bankydelser ikke være gratis. Men selvfølgelig skal vi tilpasse os og transformere os og give fordelene videre til vores kunder", sagde Oudéa og tilføjede, at "franskmændene stadig er knyttede til deres bankfilialer. De kommer der mindre og mindre, men de går stadig i banken ved vigtige lejligheder". Som at få rådgivning vedrørende lån, skat og arv.

"Ingen går i banken"

Men Sidhus analyse fandt genhør hos de neobanker og andre fintech-virksomheder, som Nyhedsbrevet Finans talte med. 

"Problemet er ikke, at deres indtægter har været for lave. Den gennemsnitligere tysker har spenderet 300 euro i bankgebyrer per år, og i Frankrig er det nogenlunde det samme", sagde Valentin Stalf, medstifter og administerende direktør af den app-baserede bank N26, der på få år har samlet 500.000 kunder i 17 europæiske lande. "Men brugernes adfærd har ændret sig dramatisk i løbet af de seneste ti år. For ti år siden gik folk i banken for at lave en personlig pengeoverførsel. I dag går ingen i banken. Traditionelle banker står nu i en meget vanskelig situation, fordi de bliver nødt til at skære i omkostningerne og skabe innovative produkter på grund af digitaliseringen, samtidig med at deres indtægter falder".

"I Europa, og især i Frankrig, synes folk at bankerne er rige, dyre og ikke særlig transparente - og det er en sandhed med modifikationer, for alle banker taber på penge på deres detailbank-aktiviteter," lød det fra Marc Rennard, vice-topchef og ansvarlig for finansielle mobilydelser i telegiganten Orange, der i november lancerede sin egen bank med gebyrfri konto, gratis Visakort og gratis checkhæfte.

"Som konsekvens heraf har bankerne forsøgt at fakturere kontogebyrer, kommissioner, overtræksgebyrer og så videre. Vi ved, at det irriterer franskmændene, så vi har satset på en gratis og innovativ hverdagsbank", tilføjede Rennard.

Multivaluta-konto

På Paris Fintech Forum, der blev holdt i Frankrigs tidligere børs, vrimlede det i det hele taget med start-ups, der vil gå til angreb på bankernes gebyrer og kommissioner. Eksempelvis på valutaområdet, hvor både private og erhvervskunder taber penge hver gang de skal veksle penge, købe varer per kreditkort i udenlandsk valuta eller sende penge til og fra udlandet.

Det skyldes især, at bankerne ikke veksler til den såkaldte interbank-kurs men tager en kommission, der kan være alt fra næsten ingenting til tre, fire eller endog fem procent af beløbet afhængigt af, hvor man bruger sit kreditkort eller hvilke lande man sender penge til og fra.

En af dem var Ditto Bank, der lanceres officielt i næste uge i Frankrig og senere i Tyskland og Polen.

"Det er en onlinebank, der gør det muligt at åbne konti i lige så mange valutaer som man ønsker", forklarede marketingschef Jiwon Kim på Ditto Banks stand. Banken er således i første omgang målrettet franskmænd, der enten rejser meget eller er udstationeret i udlandet.

Grundkontoen er i euro med et Mastercard tilknyttet, men via Ditto Banks app kan man i realtid overføre penge til for eksempel sin amerikanske dollar- eller japanske yen-konto mod en vekselkommission på 1 procent, altså typisk langt mindre end hvis man bruger sit franske bankkort i udlandet. Derefter kan man betale - eller hæve penge - med sit Mastercard som en amerikaner eller japaner.

"Vi har et intelligent bankkort, der tager højde for, hvor du er. Så hvis du er i Japan, så betaler du i yen", forklarer Kim. Altså uden yderligere gebyr eller kommission.

Kommission på vej mod nul

Hos Transferwise, der bryster sig af at være "Europas førende fintech-virksomhed", kan man spare mange penge på rene pengeoverførsler. Transferwises kerneaktivitet er ikke at være bank, men at gøre det muligt for dets kunder at sende penge fra deres eksisterende bankkonto til en konto i et andet land mod et gebyr på nogle få kroner plus en kommission på 0,5 procent af summen. Den hastigt voksende forretning blev grundlagt af to estiske venner i London, der var trætte af at betale skyhøj kommission for at sende penge hjem.

"Vores kommissioner vil blive mindre med tiden. For i takt med at vi vokser, kan vi reducere vores omkostninger yderligere. Vi har været en overskudsgivende virksomhed det seneste år, og med tiden forventer jeg, at kommissionerne når ned i nærheden af nul", fortalte en smilende Kristo Käärmann, medstifter og administrerende direktør af Transferwise, der overfører for 13 milliarder kroner om måneden.

"For hvorfor skal det overhovedet koste 0,5 procent? Det handler jo bare om at flytte bits og bytes mellem organisationer".

 

Læs mere om den hastigt ekspanderende europæiske neobank N26 i næste nummer af Magasinet Finans fredag den 16. marts, der bringer et interview med bankens 32-årige medstifter og administrerende direktør Valentin Stalf.

 

Seneste nyt