Menu luk

Fintech-startups vil gøre en forskel i ulandene

Flere og flere fintech-iværksættere kigger mod udviklingslandene for at gøre forretning. Potentialet er meget stort, lyder det fra Copenhagen FinTech Lab, som ønsker at gøre Danmark til ledende fintech-nation inden for udviklingsbistand og har optaget Care Danmark i sin partnerkreds.

9. apr. 2018
4 min

​Virksomheder bygget i skyen, kryptovalutavirksomheder som lader kvinder komme ind på det finansielle marked i konservative muslimske, religiøse lande og Uber for traktorer i Afrika. Udviklingslandene er mulighedernes land, og det har Copenhagen FinTech, og det danske fintech-miljø fået øjnene op for. Copenhagen FinTech har derfor sat alle sejl ind på at få etableret et samarbejde mellem de danske NGO'er og fintech-miljøet.

Innovationschefen hos Copenhagen FinTech Simon Schou ser et meget stort potentiale i at få ny teknologi ind over værdikæden på udviklingsområde allerede fra det tidspunkt, hvor udviklingshjælpen ryger i raslebøsserne hjemme hos Hr og Fru Danmark frem til at pengene havner hos bonden eller den lille forretningsdrivende i Afrika. Drømmen er, at det danske fintech-miljø skal blive verdensførende indenfor NGO/Aid Fintech og tiltrække NGO'er og fintech-iværksættere fra hele verden til Danmark. 

"Danmark og Norden er i forvejen stærke på inklusionsfeltet, så det vil være fedt, hvis vi kunne skabe et stærkt økosystem og gøre det til en stærkere agenda, så vi internationalt kunne være kendt for 'Number One' i forhold til NGO Fintech eller Aid Fintech. Der er et kæmpestort potentiale i at arbejde med udviklingslande, og vi oplever en superstor interesse for at forbedre verden også i fintech-miljøet", siger Simon Schou, som er innovationschef i Copenhagen Fintech.

Care Danmark ny partner i Copenhagen FinTech

Copenhagen FinTech har intensiveret arbejdet med at føre den danske NGO-verden sammen med fintech-miljøet, det har blandt andet betydet, at den humanitære organisation Care Danmark har valgt at indgå i Copenhagen FinTechs partnerkreds for at udforske potentialet i et samarbejde med fintech-iværksættere.

"Vi er ret grønne, hvad angår samarbejde med fintech-virksomheder. Men vi ser helt klart muligheder og potentiale i samarbejdet og er enormt spændte på, hvordan det udvikler sig. Vi er ikke i tvivl om, at digitalisering og teknologiudvikling er noget, som i den grad kan gøre en forskel i mange af de udviklingsprojekter vi arbejder med – også i forhold til at inkludere fattige mennesker i udviklingen", siger Morten Fauerby Thomsen, projektkoordinator og ansvarlig for virksomhedspartnerskaber i Care Danmark.

Ifølge programkoordinatoren breder teknologien sig i flere af de lande, den humanitære organisation opererer i. Flere og flere afrikanere får adgang til mobiltelefoner og bredbånd, og det åbner en helt ny verden, hvor NGO'er og fintech-virksomheder sammen kan gøre en markant forskel og måske endog præge, hvilken vej den finansielle sektor skal gå.

"Den afrikanske pendant til Mobilepay herhjemme M-Pesa var nærmest hurtigere ude end Danske Bank. Så det kan gå rigtig stærkt dernede, og der ligger nogle muligheder og gemmer sig. Derfor har vi brug for partnerskaber, som har indblik i de nye teknologier og nye måder at arbejde på, og som kan bidrage med innovation og nye løsninger, som vi kan være med til at omsætte og sætte ind i en udviklingskontekst," siger Morten Fauerby Thomsen, projektkoordinator og ansvarlig for virksomhedspartnerskaber i den humanitære organisation Care Danmark.

Ny datingplatform for NGO'er og startups

For at kickstarte samarbejdet mellem Care Danmark og det danske fintech-miljø, barsler Copenhagen FinTech og Care Danmark med en ny it-platform, som skal gøre det muligt for startups at byde ind med løsninger til to konkrete udfordringer, som den humanitære organisation er godt i gang med at beskrive helt ned i detaljen. Platformen skal fungere som formidlingscentral eller datingside om man vil, hvor forskellige iværksættere kan bejle til Care Danmark som forretningspartner.

Platformen bliver lanceret i løbet af april, og innovationschefen hos Copenhagen FinTech Simon Schou forventer, at 50-80 danske fintech-virksomheder vil vise interesse for platformen, og at 20-30 af dem måske reelt vil ende med at deltage i idekonkurrencen. De to vindere af idekonkurrencen forventer Care Danmark at invitere med til Afrika for at besøge det land, hvor deres løsning skal implementeres.

"Det handler meget om, at de skal sættes bedre ind i konteksten i de lande vi arbejder i. Vi vil gerne inspirere dem og give dem syn for sagen, og se de udfordringer, vi skal arbejde med fra første hånd samt hvilke muligheder og begrænsninger, de skal tage højde for i deres arbejde," siger Morten Fauerby Thomsen.

Bliver it-platformen en succes håber innovationschefen i Copenhagen FinTech at kunne lave noget lignende samarbejde med andre danske NGO'er. Drømmen er at blive bindeled mellem NGO-verdenen og fintech-miljøet på verdensplan, så drømmen om at blive number one indenfor NGO/Aid Fintech på sigt kan blive en realitet.

Seneste nyt