Menu luk

Fintech mangler dygtige medarbejdere

Kvalificeret arbejdskraft står højt på dagsordenen for den danske fintech-branche, viser ny analyse fra Oxford Research. Finansforbundet deltager i debat om talentmanglen, der finder sted fredag 22. juni som en del af Copenhagen Fintech Week.

18. jun. 2018
4 min

​Mandag den 18. juni lød startskuddet til Copenhagen Fintech Week, hvor masser af virksomheder og interessenter i løbet af ugen vil diskutere, hvordan fintech kan bidrage til den danske finanssektor. I den forbindelse har analyseinstituttet Oxford Research kortlagt forholdene blandt 97 danske fintech-virksomheder i en undersøgelse udført for Finansforbundet, Copenhagen FinTech og Københavns Kommune. 

Undersøgelsen peger blandt andet på, at den danske fintech-branche efterspørger medarbejdere med et højt uddannelsesniveau, og at de ikke altid er tilfredse med udvalget af arbejdskraft indenfor landets grænser. Således svarer 65 procent, at de har ansat udenlandske medarbejdere, og 69 procent svarer, at de har ansat udenlandske medarbejdere, fordi der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark. 

Vigtigt med mobilitet på arbejdsmarkedet 

Formand for Finansforbundet Kent Petersen er enig med respondenterne i undersøgelsen, når det gælder behovet for kvalificeret arbejdskraft. Han påpeger, at det er vigtigt, at Danmark går foran som et land, hvor udenlandsk arbejdskraft er let tilgængelig, når der er brug for den – og det er der i den danske fintech-branche. 

"Det står meget klart, når man kigger på analysen, at adgangen til de rette kompetencer er helt afgørende for startup-virksomhederne inden for fintech. Det bekræfter sådan set også det, vi ellers hører fra virksomhederne, og det er en helt central udfordring, vi skal have løst, hvis økosystemet skal skaleres," siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet. 

København taber til andre fintech-byer 

Mange af respondenterne i undersøgelsen peger på, at der er et behov for kvalificeret arbejdskraft, som strækker sig ud over de danske grænser, og 66 procent af virksomhederne svarer, at de har eller overvejer at ansætte medarbejdere fra andre EU-lande end de nordiske. Det bakkes op af Jeppe Rindom, CEO og stifter af fintech-virksomheden Pleo, der arbejder med betalingsløsninger til virksomhedsudgifter. 

"Der kan ikke være tvivl om, at vi mangler mange tusinde digitale talenter i Danmark. På kort sigt kan vi ikke producere dem selv, fordi der ikke er uddannelsesmuligheder til det, og så må vi hente dem udefra. Fintech-området er i kraftig vækst, og det vil være katastrofalt for Danmark at tilbageholde det potentiale, for digitaliseringen sker over det hele – fx også i den offentlige sektor – og det er vigtigt, hvis Danmark skal bevare sin internationale konkurrenceevne, at vi satser mere på at få fat i de talenter, der findes inden for fintech", siger Jeppe Rindom til Nyhedsbrevet Finans. 

Der er blandt andet stærk konkurrence mellem København og andre fintech-byer som London, Singapore, Stockholm og Frankfurt, og Danmark taber i øjeblikket kampen om de udenlandske talenter sammenlignet med disse lande. 

"Vi kæmper alle sammen om de samme mennesker, og det er svært for os at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark, fordi vores målgruppe er 25-35 år. De betaler en masse skat, mens de arbejder her, men de hører hverken til den unge eller den ældre borgergruppe, og derfor har de svært ved at se, hvad de får ud af at bidrage så meget til velfærdssystemet. En af løsningerne kunne være noget i stil med Forskerskatteordningen, men det skal begrænses til de fagspecifikke kvalifikationer, som er vigtige i fintech-branchen. Og så er det rigtig vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at markedsføre Danmark som en tech-hub og et land, hvor det generelt er godt at drive virksomhed", siger Jeppe Rindom. 

Debat om talentmangel 22. juni 

Problemet med at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft til den danske fintech-branche tages op til debat fredag den 22. juni som en del af Copenhagen FinTech Week, når eksperter fra Finansforbundet, Copenhagen Capacity, Københavns Kommune og Copenhagen FinTech sammen med Jeppe Rindom fra Pleo vil diskutere, hvordan fintech-virksomhederne kan få bedre muligheder for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. 

"Det kræver nogle tiltag på rammebetingelserne, hvis vi skal holde jobskabelsen i Danmark, for vi har jo set, at mange fintech-virksomheder er så globalt indstillede, at de er klar til at flytte derhen, hvor de kan finde de kompetencer, de har brug for. Med de rette tiltag kan vi udnytte det til en dansk styrkeposition, og det arbejder vi hårdt på, for det har vi simpelthen interesse i som samfund. Men en skatterabat er ikke løsningen", siger formand for Finansforbundet Kent Petersen.

Herunder programmet for arrangementet "Attracting and retaining talents for startups in Denmark ", der er en del af Copenhagen FinTech Week. Det finder sted fredag den 22. juni på Applebys Plads 7 i København.

 

Kl. 9.30: Velkomst (V/ Thomas Krogh, CPH Fintech) 

Kl. 9.35: Præsentation af Fintech jobskabelsesrapport samt survey resultater ( v/ Vibeke Rittmann Petersen, Finansforbundet. Supplerende bemærkninger ved Lars og Thomas)  

Kl. 9.50: Pitch ved fintech virksomheden PLEO, som oplever udfordringer med tiltrækning af talenter (v/ Jeppe Rindom, PLEO) 

Kl. 10.00: Hvilke tilbud har vi allerede udviklet i København/Danmark til fintechs? (v/ Nikolaj Lubanski, Copenhagen Capacity) 

Kl. 10.15: Brainstorm med salen om mulige politiske initiativer til fremme af talentdagsordenen i København/Danmark 

Kl. 10.25: Opsamling på indlæg samt ideer (v/ Thomas Krogh, CPH Fintech) 

Kl. 10.30: Tak for i dag.   

  
Læs mere og tilmeld dig her.

 

Seneste nyt