Menu luk

Finansielle produkter til udsatte grupper ønskes

Finansforbundet lægger hus til hackathon, hvor sociologer, konceptudviklere, designere, forretningsudviklere, UX’ere, antropologer, entreprenante profiler med flere på lidt over et døgn skal udvikle nye finansielle produkter og tjenester til folk med særlige fysiske, psykiske, sproglige og sociale udfordringer.

17. sep. 2018
1 min

​Hvordan hjælper man som finansvirksomhed en familie fra Syrien, der ikke taler dansk? Og hvad med de borgere, der har kognitive udfordringer og svært ved at tage hånd om deres privatøkonomi eller borgere som på grund af fysisk handicap har svært ved at bruge bankens tilbud?

Det kan en hackathon fredag den 5. oktober fra kl. 16.45 til lørdag den 6. oktober kl. 18 i Finansforbundets lokaler på Christianshavn i København forhåbentlig give svar på.

Sociologer, forretningsudviklere, antropologer, konceptudviklere, socialpædagoger, UX'ere (brugervenlighedseksperter), designere og andre entrepenante profiler inviteres til at deltage i den intensive udvikling af nye services og produkter over et døgns tid.

"Der er stadig plads til deltagere i hackathon'en, og jeg håber mange kreative hjerner vil deltage og tage udfordringen op med at udvikle og designe brugervenlige løsninger som inkluderer alle borgergrupper. Det er et af de mest hotte temaer inden for global fintech lige nu", siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet, der sidder med i juryen, der lørdag eftermiddag skal vurdere de løsninger, der er blevet udviklet.

Vinderteamet præmieres med 5.000 kroner og et tre måneders inkubations program hos Copenhagen Fintech Lab.

Udover Finansforbundet er Københavns Kommune, Copenhagen FinTech, Finans Danmark, Spar Nord, Sydbank og Danske Handicaporganisationer partnere og medarrangører.

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig på hjemmesiden Pladstilflere.dk.
 

 

 

Seneste nyt