Menu luk

Finansforbundet vil undersøge bitcoin-forbud

Nordea og Sydbank har indført et forbud mod at eje kryptovaluta som Bitcoin. ’Vi er i et principielt grænseland for, hvad arbejdsgiver kan blande sig i, og det vil vi naturligvis undersøge nærmere’, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

22. jan. 2018
1 min

​De ansatte i Nordea fik i går mandag d. 22. januar besked på, at der fremover er forbud for ansatte i banken mod at eje kryptovaluta. Et lignende forbud er også indført i Sydbank.

»Det er så ureguleret et marked, og vi er bange for, at medarbejderne uden at vide det havner i en situation, som er uetisk eller direkte kriminel', sagde Stine Green Paulsen, fungerende pressechef i Nordea, til finans.dk. Medarbejderne blev orienteret mandag.

»Det under mig umiddelbart, at man som arbejdsgiver indfører et direkte forbud. Uden at forholde mig konkret til kryptovaluta, er problemet naturligvis, at der så er ret meget, arbejdsgivere kan forbyde ansatte at investere i for deres egne penge. Det er klart, at der er noget principielt i sagen om, hvad en arbejdsgiver kan blande sig i over for en som medarbejder', siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Finansforbundet vil nu se nærmere på sagen, og de implikationer, der kan ligge i et forbud.

'Det er klart, at vi er nødt til at se på, hvor grænsen skal trækkes. Kryptovalutaer som bitcoin er på mange måder nyt land på mange områder, og der kan være brug for en juridisk afklaring af, om en arbejdsgiver overhovedet har ret til det her. Det vil vi naturligvis se nærmere på', siger Kent Petersen.

 

Seneste nyt