Er det mig, de taler om ved kaffemaskinen?

​Maven gjorde igen og igen så ondt, at hun var sikker på, at der var noget helt galt og måtte indlægges. Men på hospitalet fandt man intet fysisk. Til gengæld var der et mønster, som sladrede om, hvad der i virkeligheden var galt: Mavesmerterne kom, når hun skulle på arbejde.

"I lang tid holdt jeg den kørende ved at tage fridage, holde et par feriedage, eller melde mig syg. Til sidst var det sådan, at jeg hver morgen vågnede og overvejede, hvad jeg kunne finde på for at blive hjemme", siger kvinden, der trods sin unge alder har været mange år i banken.

Mennesker er ikke i fokus

Hun er nu sygemeldt, for hun knækkede sammen den dag, en leder spurgte, hvordan hun egentlig havde det?

"Det fik mig til at bryde helt sammen, at der var nogen, der interesserede sig for det. Selv om man siger i banken hele tiden, at man har fokus på mennesker, er det ikke den virkelighed, jeg har oplevet. Kulturen i banken har ændret sig."

Hun oplevede, hvordan hun langsomt blev skilt mere og mere ud fra sin afdeling og blev den, der kunne sendes rundt og udlånes til andre afdelinger - den der kunne undværes. Nye ledere i en lind strøm gjorde det ikke bedre, for historikken gik tabt og hun måtte begynde forfra.

"Jeg er typen, der gør det, jeg bliver bedt om, og derfor blev det måske mig, der blev frataget opgaver og sendt meget rundt. Jeg er heller ikke den, der er meget opsøgende socialt, så det er ikke bare de andres skyld. Jeg tror faktisk meget det handler om, at alle passer på sig selv og ikke har overskud til andet."

Snak ved kaffemaskinen

Men det udviklede sig sådan, at hun stort set ikke talte med nogen.

"Samtidig er der blevet en kultur, hvor ingen tør være ærlige. Der bliver sladret ved kaffemaskinen, og jeg havde det sådan: Er det mon mig, de taler om", siger hun og uddyber:

"I stedet for at tale med nogen, vendte jeg det indad og blev mere og mere overbevist om, at jeg ikke gjorde det godt nok. At det var mig, der fejlede."

Nu har hun været til psykolog, og det har hjulpet, sammen med det at være mere hjemme.

"Før følte jeg, at jeg gjorde det dårligt både herhjemme med børnene og min mand og på arbejde. Jeg havde altid dårlig samvittighed. Det er ikke sådan, at det hele er godt nu, men det er blevet lidt bedre. Lige nu har jeg svært ved at forestille mig, at jeg kommer tilbage til banken."

Der er ingen af kollegerne, der har kontaktet hende og spurgt til baggrunden for sygemeldingen.

"Det synes jeg også er lidt sigende for, hvad det er for en kultur."

Læs flere artikler om ensomhed på arbejdspladsen i Magasinet Finans,d erudkommer fredag den 12. oktober