Ensomhed på arbejdet er skyld i stress

​"Hvad synes du selv?"

Det er i stadig højere grad op til ansatte selv at tage pejling og afgøre, hvad de skal bidrage med på arbejde. De må gætte sig til, hvad ledelsen synes de bør kaste sig over, og hvordan opgaverne skal løses.

Resultatet er en udbredt fornemmelse af ensomhed, siger psykolog og direktør for efteruddannelsesinstituttet DISPUK Allan Holmgren, der også er ekstern lektor og adjungeret professor på CBS.

Hans vurdering er, at ensomhed er det bagtæppe, som hele stressproblematikken udspiller sig på:

"Ensomhed på arbejdet er meget almindeligt – og ensomhed er grunden til stress, så enkelt er det. Vi har herhjemme hver dag 35.000 mennesker, der er sygemeldt med stress, og jeg iagttager hver dag, når jeg taler med ansatte og mellemledere, at deres stress udspringer af ensomhed".

Åben dør er intet værd

Ensomheden er selvledelsens forbandelse, forklarer han. For når vi hver især udgør vores egen enhed, selv om vi i princippet og på papiret er en del af et team, går det galt.

"Det er udbredt, at sikringerne springer, fordi vi er overladt til os selv hver især uden nogen at dele ansvaret med. Det nytter ikke, at chefen siger: Min dør står altid åben! For man anses for en svagpisser, hvis man tager det alvorligt og går ind og taler med ham".

Det giver basis for en kultur, hvor alle vogter på hinanden og er bange, med indbyrdes konkurrence, rundsave på albuerne og et generelt hårdt arbejdsmiljø, vurderer han. Selv har han set talrige eksempler på, at selvledelse ender i nedbrud:

"Hammeren falder, når medarbejderne har prøvet at regne ud, hvad de skal. De betaler prisen for, at de ikke bliver ledet, og så kommer de grædende til mig og har mistet troen på sig selv. Det gælder ikke mindst mellemledere, de udsættes for krydspres og skal regne ud, hvordan de gebærder sig over for både ansatte og ledelse".

Chefen skal træde i karakter

I stedet er der brug for ledelse, der tør lede, mener han. Chefen skal træde i karakter.

"Selvfølgelig vil medarbejdere inddrages, men det bliver de ikke ved at skulle regne alting ud selv og aflæse, hvad formålet med det hele er. Chefen skal stå ved, at det er ham eller hende, der bestemmer, hvad du skal lave", siger Allan Holmgren.

I en tid med udbredt selvledelse er hans holdning kontroversiel, men ikke desto mindre oplever han, at især mange mellemledere får en ahaoplevelse, når de bliver konfronteret med den.

"Alt det med, at vidensmedarbejdere skal være selvkørende, er noget retorisk gøgl. Det fungerer ikke med laissez faire, hvor medarbejdere overlades til sig selv og ikke har en reel chance for at vide, hvad der forventes. Det giver stress".

Hvis det skal lykkes at skabe en arbejdsplads, som har ægte fællesskab og samarbejde og dermed eliminerer ensomhed, kræver det ikke mindst, at nærmeste chef skifter rolle – og indtager pladsen som publikum.

"Chefen skal være publikum til ens arbejde og reagere på det. Det er helt bevidst, at jeg netop bruger ordet publikum, selv om det kan lyde negativt. Han eller hun skal holde øje med, hvad du laver, som en skolelærer, der bevæger sig rundt i klassen, eller en gårdvagt – skabe tryghed og give løbende feedback".

Ud af kampen

Hvis chefen ikke af sig selv træder i karakter, har Allan Holmgren et par forslag til, hvordan du kan skubbe ham eller hende i den rigtige retning:

"Gør oprør mod selvledelse, og stil spørgsmål til din leder. Spørg: Hvorfor er jeg her? Hvad er historien om virksomheden? Hvor skal vi hen? Chefer hader at få den slags spørgsmål og træffe beslutninger. De har travlt med at afkode, hvad der sker i laget over dem. Alligevel må du ikke være bange for at stille de spørgsmål, for chefen skal kunne svare på dem".

Det kan være første skridt til at komme "Ud af kampen", som psykologen også har skrevet en ledelsesbog, der hedder:

"Vi skal ikke 'komme ind i kampen', tværtimod skal vi 'ud af kampen'. Man kan og skal ikke klare det hele selv og være en selvkørende enhed. Der skal være en chef, der kan guide dig".
Lyt til podcast med Allan Holmgren her.