Menu luk

Ejendomsbranchen vil hyre finansfolk

I jagten på job har ledige finansfolk for andet år i træk fået en unik mulighed. Finansforbundet har i samarbejde med Ejendomsforeningen Danmark skabt et trainee-forløb, der skal uddanne finansfolk til at blive ejendomsadministratorer.

29. jan. 2018
4 min

​"Vi har brug for rigtig mange ejendomsadministratorer de næste år. Vores branche er i vækst, folk går på pension, og generelt stiger behovet for ejendomsadministratorer markant. Derfor har vi brug for gode folk som jer i branchen. Der kan nemlig trækkes mange paralleller mellem de to brancher", siger Anne Marie Oksen, adm. direktør i CEJ Ejendomsadministration og formand for Ejendomsforeningen Danmarks uddannelsesudvalg.

Hun taler til mere end 80 håbefulde finansfolk. Det er en broget flok, der er mødt op for at høre mere om jobbet som ejendomsadministrator til et informationsmøde, og alderen på de fremmødte spænder mellem 30 og 66 år Mødet er første trin af en rekrutteringsproces, hvor man forventer, at omkring 20 af de fremmødte vil ende ud med et omskolings- og traineeforløb, der kan kickstarte deres karriere i ejendomsadministratorbranchen. Målet er, at de ledige ender med et fast job som ejendomsadministrator, hvor man har det overordnede ansvar for ejendommene i sin portefølje.

Ejendomsforeningen Danmarks seneste beskæftigelsesundersøgelse skønner, at der i 2026 vil være brug for 4.250 flere ansatte i branchen. Dette skyldes især det stigende antal af boliger, der bliver bygget hvert år.

"Vi har brug for flere hænder i ejendomsbranchen, som er i en rivende udvikling. Det er en kæmpe udfordring, som vi tager meget alvorligt og arbejder målrettet på at få løst på flere fronter. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet med Finansforbundet", siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Til gavn for alle parter

Omskolingsforløbet er skabt i et samarbejde mellem Finansforbundet og Ejendomsforeningen Danmark, og det har vist sig at have stor interesse hos Finansforbundets ledige medlemmer, fortæller formand for Finansforbundet, Kent Petersen.

"Det er kernestof for os at hjælpe vores medlemmer til et arbejdsliv, hvor de trives og lykkes. Med de store forandringer, der er i gang i den traditionelle finanssektor, kan det også betyde jobs i andre brancher, hvor der er efterspørgsel efter de kompetencer, vores medlemmer har. Her har ejendomsadministratoruddannelsen vist sig rigtig interessant for mange af vores ledige medlemmer, og derfor er det også et samarbejde, som alle parter har fået noget ud af", siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Han er ikke i tvivl om, at forløbet kan gavne begge brancher og være med til at bidrage til Finansforbundets kerneopgave: At skabe værdi for medlemmerne.

"Som fagforbund er det centralt for os i Finansforbundet også at tænke i nye og alternative veje og samarbejdsrelationer, der kan skabe værdi for vores medlemmer. Her tror jeg, at et samarbejde som dette mellem to organisationer udgør et værdifuldt supplement til hele det etablerede beskæftigelsessystem. Det har i al fald vist sig her som et stærkt match, som har givet god mening, og som vi nu ser frem til at tage fat på næste runde af", siger Kent Petersen.

Glad for brancheskiftet

Det er anden gang, at omskolingsforløbet løber af stablen. 12 trainees blev ansat ved søgerunden i starten af 2017, og de har nu været i gang med forløbet i lidt over et halvt år. En af dem er Gitte Sørensen, der i dag er trainee ved Newsec Datea.

"Da jeg sad til karriererådgivning i Finansforbundet og fik fremlagt forløbet, tænkte jeg, at det godt nok lød kedeligt at være ejendomsadministrator. Men der er jeg blevet klogere. Jeg er virkelig glad for at være i Newsec Datea. Hverdagen er aldrig ens, og så er arbejdet virkelig spændende. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for min karriere", siger hun, da hun står foran de håbefulde fremmødte, der nu har chancen for at få samme mulighed som hende. Gitte Sørensen er kun halvvejs med sin trainee-periode, men hun har allerede fået tilbudt muligheden for at blive i virksomheden, når hun er færdig.

Forløbet fungerer sådan, at de ledige finansfolk har muligheden for at lægge deres CV op i en database. Herfra kan ejendomsadministrationerne udvælge folk, de gerne vil se til en samtale. Forventningen er, at en række virksomheder ansætter de trainees, der kommer til at arbejde i virksomhederne, mens de går på et undervisningsforløb, der skal give dem de rette kvalifikationer til at træde ind i branchen på fuldtid. Finansforbundet betaler uddannelsen for de kandidater, ejendomsadministrationerne tilbyder en etårig traineeplads.

Ejendomsadministratorjobbet:

Som ejendomsadministrator har man ansvaret for ejendommene i sin portefølje. Det ansvar kan byde på en lang række udfordringer og opgaver, der måtte være med de forskellige ejendomme – både boliger og erhverv. Fx kundekontakt med lejere/ejere, rådgivning af ejere, anvendelse og overholdelse af lovgivning, budgetopfølgning og styring af økonomi, forbrugs- og driftsregnskaber, planlægning af vedligeholdelse samt generel daglig drift.

 

Generelle kompetencer:

  • Kunne arbejde selvstændigt
  • Er initiativrig og serviceminded
  • Engageret
  • Dygtig rådgiver og forhandler
  • Være god til at skabe relationer til kunderne
  • God talforståelse og evnen til at videreformidle det til kunderne
  • Kunne lide at have mange bolde i luften, samtidig med at du bevarer det store overblik

Kilde: Ejendomsforeningen Danmark

Seneste nyt