Menu luk

Bankfolk er efterspurgte gæstelærere

730 skoleklasser - svarende til 15.-16.000 elever - havde besøg af bankfolk fra 23 forskellige pengeinstitutter, der underviste i privatøkonomi i Pengeugen i uge 11. Den foreløbige feedback fra elever og lærere viser, at bankmedarbejderne gjorde det rigtig godt som gæstelærere.

15. apr. 2018
1 min

7., -8.- og 9. klasseselever over hele landet blev undervist af bankmedarbejdere i uge 11 i år, da Finans Danmark for femte år i træk arrangerede Pengeuge. I alt deltog 730 skoleklasser i Pengeuge, og 23 forskellige pengeinstitutter sendte medarbejdere ud for at undervise de 13-15 årige skoleelever i privatøkonomi.

"Den umiddelbare feedback fra lærere og elever har været meget positiv. Det betyder noget for dem, at der kommer en gæsteunderviser ud fra en bank for at lære dem om privatøkonomi fremfor at det er den matematiklærer, de er vant til", siger Kåre Enevoldsen, Public Affairs rådgiver i Finans Danmark til Nyhedsbrevet Finans.

I forbindelse med årets Pengeuge havde Finans Danmark arrangeret en pengequiz, hvor eleverne på internettet kunne dyste om 10.000 kroner til klassekassen. Og det har ifølge Kåre Enevoldsen også været et stort hit.

Tilslutningen til Pengeugen har været støt stigende siden 2014, og det ligger allerede nu fast, at der i uge 11 i 2019 kommer endnu en Pengeuge med fokus på unge og privatøkonomi.

Tidligere har Finans Danmark, der samarbejder tæt med Danmarks Matematiklærerforening om arrangementet, også forsøgt sig med en pengeuge målrettet erhvervsskoler. Men det er der ikke konkrete planer om at gentage.

"Vi har valgt at fokusere på skoleelever i 7. -9. klasse som målgruppe og at yde en forebyggende indsats med privatøkonomisk viden, så de forhåbentlig træffer færre dårlige økonomiske valg og havner i stor gæld, når de flytter hjemmefra og etablerer deres egen økonomi.  Der er dog også en del af skoleeleverne, som har fritidsjob og tjener deres egne, som allerede nu kan have glæde af at kende til budgetlægning og opsparing med videre", siger Kåre Enevoldsen.

Blandt samarbejdspartnerne om Pengeugen er også Finansforbundet, Forbrugerrådet Tænk, Digitaliseringsstyrelsen og politiet.

Læs mere om Pengeugen her:
https://www.pengeuge.dk/bagom/Pages/Forside.aspx

 

 

Seneste nyt