Menu luk

2018 skal handle om værdier – og ikke kun værdi

I 2018 og frem vil forandringerne fortsætte med omdrejningspunkt i det digitale. Det skal både vi og vores virksomheder selvfølgelig forholde os til. Men sektoren skal også til at tale om mening og indhold. Om bæredygtighed og lang sigt. Og til at handle derefter.

16. jan. 2018
2 min

Siden finanskrisen ramte som en hammer for snart ti år siden, har både verden og den finansielle sektor forandret sig voldsomt. Med forandringer er det jo ofte sådan, at man sjældent oplever springene fra dag til dag, men tænker vi os tilbage til dengang, hvor smartphones, Facebook og Google var helt spæde begreber, og hvor blockchain og bitcoins lå endnu længere ude i horisonten, var verden altså en anden.  

Årene siden da og det, de har båret med sig, har ændret vores liv som mennesker og som ansatte i den finansielle sektor.

I al fald på nogle områder. Andre ligner mere noget, vi har set før. For eksempel bundlinjerne i de virksomheder, vi arbejder for. Det skal man bare se på regnskaberne for at konstatere.

De resultater, der præsenteres over stort set hele linjen i den finansielle sektor, taler deres tydelige sprog om, at krisen er fortid. Det er jer som medarbejdere, der skaber den værdi hver eneste dag, og det kan vi være stolte over, for det skal selvfølgelig være attraktivt at drive finansiel virksomhed. Også for aktionærerne. Uden dem ingen forretning. Men sådan forholder det sig altså også med en hel del andre interessenter omkring en finansiel virksomhed. Eksempelvis kunder, medarbejdere og samfundet som sådan.

Hvis vi nu kigger frem i stedet for tilbage, både håber og tror jeg på, at vi i 2018 kommer til at tale mere om den sammenhæng, finansiel virksomhed er en del af.

Fortællingerne om samfundsrelationer, dialog og socialt ansvar er noget, som ofte lader til at være noget for afdelingerne for festtaler, HR og marketing. I den mere kontante del af forretningen er kikkerten lidt anderledes indstillet på et noget kortere sigt. Der skal præsteres ved næste kvartalsregnskab, og værktøjerne dertil er de velkendte: effektiviseringer og nedskæringer. Den ubalance er et problem.

I 2018 og frem vil forandringerne fortsætte med omdrejningspunkt i det digitale. Det skal både vi og vores virksomheder selvfølgelig forholde os til. Men sektoren skal også til at tale om mening og indhold. Om bæredygtighed og lang sigt. Og til at handle derefter.

Det kan måske lyde både moderne og lidt halvfrelst, men det handler om sund fornuft og om at tænke lidt længere. Om at spille sammen med det samfund, vi alle er en del af. Om at generere forretning, men også levere noget videre til dagen i morgen og til næste generation. Om at investere i job og lokalsamfund, samtidig med at man er en del af en international virkelighed. Om at være digitale, men med udgangspunkt i mennesker. På alle sider af bordet.

Kort sagt: om at huske på, hvad der er meningen med det hele. Og det er ikke kun værdi, men også værdier.

Læs interview med formand Kent Petersen om hans tanker om forbundets arbejde i 2018

Seneste nyt