14. pengeinstitut overtaget af Finansiel Stabilitet
Gentagne brud på den finansielle lovgivning på blandt andet hvidvaskområdet kostede torsdag den 13. september Københavns Andelskasse livet som selvstændigt pengeinstitut. Andelskassen, der har 13 heltidsbeskæftigede medarbejdere, er det 14. pengeinstitut, der overtages af Finansiel Stabilitet.
To dage før finanskrisens 10 års dag skulle markeres i anledning af Lehman Brothers krak den 15. september 2008, afgjorde Finanstilsynet torsdag aften den 13. september, at Københavns Andelskasse ikke havde nogen fremtid som selvstændigt pengeinstitut.
Til forskel fra tidligere sager om lukning af danske pengeinstitutter hviler afgørelsen ikke på, at banken ikke har polstring nok til at modstå tab her og nu. I stedet er det gentagne brud på den finansielle lovgivning på blandt andet hvidvaskområdet, som ender med at koste Københavns Andelskasse livet som selvstændigt pengeinstitut, da Finanstilsynet efter tilsynsinspektioner finder andelskassen for "forventeligt nødlidende".
Finansiel Stabilitet overtager med øjeblikkelig virkning kontrollen med Københavns Andelskasse, der som det fjortende pengeinstitut er overdraget til Finansiel Stabilitet siden finanskrisen.
"Københavns Andelskasse har ingen fremtid. Nu har vi overtaget kontrollen og indsat en ny ledelse, og vi er nu tilstede for også at få den fysiske kontrol over it-systemerne", siger administrerende direktør i Finansiel Stabilitet Henrik Bjerre-Nielsen til FinansWatch.
Københavns Andelskasse vil fortsætte som pengeinstitut under kontrol af Finansiel Stabilitet. Statens skraldespandselskab har iværksat en række tiltag for at sikre en kontrolleret afvikling af andelskassen, hvor de vil træffe beslutninger på vegne af andelshavere og bestyrelse.
Jens Verner Andersen er udnævnt som ny direktør, mens Henrik Bjerre-Nielsen er sat ind som bestyrelsesformand og Marianne Simonsen som næstformand.
Gentagende påbud fra tilsyn
Københavns Andelskasse har gennem de seneste år fået flere påbud fra Finanstilsynet - senest en politianmeldelse for hvidvask. Påbuddene er givet i forbindelse med inspektioner, hvor de seneste blev gennemført i juni og august 2018.
I forbindelse med inspektionen konstaterede Finanstilsynet en lang række overtrædelser af den finansielle regulering og hvidvaskloven. Herunder, at andelskassen ikke kunne opgøre sit kapitalgrundlag, solvensbehov eller likviditet korrekt.
Nyt datterselskab overtager
Andelskassen har 13 heltidsbeskæftigede medarbejdere, som fortsat står for driften af pengeinstituttet og har kunnet betjene kunderne siden fredag morgen. Der er endnu ikke fundet nogen interesserede aftagere af .
Et nyetableret datterselskab, Broinstitut II A/S, overtager ejerskabet af andelskassen, der i 2017 havde en balance på cirka 370 millioner kroner.
Andelskassen blev grundlagt i 1974 og har primært kunder fra Storkøbenhavn med typiske finansielle ydelser som indlån, udlån, pensions- og boligrådgivning, opbevaring af værdipapirer og udenlandske betalinger. I 2014 blev Københavns Andelskasse reddet fra en potentiel konkurs, da investeringsbanken Dansk OTC trådte til med den krævede likviditet.
Fakta: Disse pengeinstitutter har Finansiel Stabilitet overtaget
Ebh Bank 2008
Løkken Sparekasse 2009
Gudme Raaschou Bank 2009
Fionia Bank 2009
Capinordic Bank 2010
Eik Banki 2010
Eik Bank Danmark 2010
Amagerbanken 2011
Fjordbank Mors 2011
Max Bank 2011
Sparekassen Østjylland 2012
FIH 2012
Andelskassen J.A.K. Slagelse 2016
Københavns Andelskasse 2018