Menu luk

Særlig filial for fraflyttere oplever stor vækst

Sparekassen Thy har succes med en filial i Thisted for kunder, der bor andre steder i landet. Afdelingen har i øjeblikket en nettokundetilvækst på 30-35 procent og er den hurtigst voksende afdeling, vi har. Og jeg tror på sigt, at filialen kommer til at blive den største kundevendte afdeling, vi har”, siger Ole Beith, direktør i Sparekassen Thy.

9. jan. 2017
2 min

​Mens flere sparekasser og banker i de seneste år har valgt at søge mod især de større byer og åbnet flere filialer i blandt andet Århus og København, valgte Sparekassen Thy sidste år at gå mod strømmen og åbne endnu en filial i Thisted. Fraflytterfilialen startede op med et par medarbejdere omkring sommerferien 2015 og har i dag godt halvandet år senere syv medarbejdere.

Den nye filial hedder "Sparekassen Thy-Danmark" og er ifølge sparekassens direktør, Ole Beith, et supplement til den måde, sparekassen traditionelt driver forretning på. Filialen er primært rettet mod thyboer og vestjyder, som flytter væk fra sparekassens primære markedsområde i Thy og Vestjylland og rejser til storbyerne. Men filialen får ifølge sparekassedirektøren også kunder uden lokalt tilhørsforhold, og sparekassedirektøren ser store perspektiver i den nye filial.

"Vi har lige besat filialen med yderligere et par medarbejdere, og forventningen er, at der kommer flere til. Cirka 20 procent af Sparekassen Thys kunder bor uden for vores naturlige markedsområde, hvoraf en del allerede er tilknyttet den nye afdeling. Målet er, at endnu flere eksisterende kunder skal tilknyttes afdelingen, men afdelingen får også flere og flere kunder uden forudgående kendskab til Sparekassen Thy. Afdelingen har i øjeblikket en nettokundetilvækst på 30-35 procent og er den hurtigst voksende afdeling, vi har. Og jeg tror på sigt, at filialen kommer til at blive den største kundevendte afdeling, vi har", siger Ole Beith og tilføjer: 

"Hvor vi for år tilbage kunne mærke, at Thy var en egn, er Thy i dag blevet til et lille brand, som flere kunder gerne vil være en del af. Og det hjælper også os som sparekasse. Vi behøver ikke længere at fortælle, hvor Thisted ligger. Kunderne tager godt imod os. Vi får at vide, at vi er tilgængelige og nærværende, selvom vi bor 300-400 kilometer væk. Så vi kan ikke se, hvorfor vi fysisk skal være i for eksempel København. Vi vil hellere vise nærhed på distancen".

Har ikke brug for en kasse og en facadedør

Rent fysisk ligger den nye filial i bankens hovedkontor i Thisted, men den er en selvstændig enhed med eget afdelingsregnskab, og filialen fungerer ifølge Ole Beith som enhver anden af sparekassens filialer.

Forskellen er bare, at fraflytterfilialen ikke har brug for en kasse og facadedør, da al kommunikation med kunderne fungerer via netmøder og fysiske møder, hvor sparekassen møder kunderne i deres nærområde enten ved cafemøder, individuelle kundemøder eller på virksomhedsbesøg.


 

Seneste nyt