Pengeugen er større end nogensinde
I denne uge får 900 folkeskoler besøg af 750 gæsteunderviserer fra bankerne. I alt får 31.000 skolebørn nu undervisning i privatøkonomi, hvilket er 10.000 mere end sidste år. ”Det at have en dialog med en bankansat betyder rigtig meget for de unge”, siger Troels Juel, der er public affairs konsulent i FinansDanmark.
Rekordmange 7. og 8. klasser får i denne uge privatøkonomi på skoleskemaet. Bevæbnet med materiale, der er udviklet af Danmarks Matematiklærerforening og FinansDanmark, rykker bankrådgivere og bankdirektører ind i klasselokalerne for at lære folkeskoleelever gloser som rentesats, termin og ÅOP.
Helt præcist er antallet af elever steget fra 21.000 i 2016 til 31.000 i 2017. Og antallet af skoler er steget fra 600 skoler i 2016 til 900 skoler i år.
Både folkeskolerne og gæsteunderviserne fra bankerne er interesseret i at deltage i Pengeugen. Skolerne er interesseret i muligheden for en anderledes temauge, og FinansDanmark beretter, at alle gæsteundervisningsdagene på Fyn blev optaget indenfor få dage.
Troels Juel, der er public affairs konsulent i FinansDanmark, mener, at det er vigtigt for eleverne at få besøg af gæsteundervisere udefra.
"Det at have en dialog med en bankansat betyder rigtig meget for de unge. Det handler særligt om, at de bankansatte kan give nogle konkrete bud på, hvordan man som ung kan blive bedre til at reflektere over, hvordan man håndterer sin økonomi", siger Troels Juel, der er mener, at rådgiverne kan gøre det klart for de unge, at man ikke behøver at være matematikprofessor for at kunne lægge et budget og forstå hvad ÅOP er.
Lige som sidste år har Pengeugen i år også fokus på digital sikkerhed hos unge. De unge bliver undervist i lige fra, hvordan man bruger Digital Post til, hvordan man undgå phishing.
Pengeugen har som noget nyt lanceret spillet PengeQuizzen, som eleverne kan spille med hinanden og deres forældre og derved få mere viden om privatøkonomi og vinde 10.000 kr. til deres klassekasse.
Styr på lommepengene
I dag er ca. 50.000 unge i alderen 18-30 år er registreret i RKI med mindst én anmærkning. Og netop det høje tal ønsker FinansDanmark, der arrangerer Pengeugen at nedbringe. Om det forebyggende arbejde virker, kan være svært at vurdere,
"Det er svært at sige, om vores arbejde virker på så kort bane, fordi finansiel forståelse er et langt træk. Pengeugen kører forskelligt niveau i 7. og 8. klasse, og når jeg snakker med gæsteunderviserne, der underviser i 8. klasse, kan de mærke at der er meget af stoffet som eleverne lærte året før, der hænger fast", siger Troels Juel.
Deltagere i Pengeugen, 2017
- 31.000 elever (21.000 i 2016)
- 750 gæsteundervisere fra bankerne (600 i 2016)
- 1600 lærere (1000 i 2016)
- 900 skoler (600 i 2016)
Kilde: FinansDanmark
Læs mere om Pengeugen her.