Menu luk

Pengeinstitutternes overskud steg 41 procent

33,8 milliarder kroner tjente landets 74 pengeinstitutter efter skat sidste år mod blot 24 milliarder kroner i 2015. Nedskrivningerne blev mere end halveret, mens en del institutter øgede udlånsvæksten. Finanstilsynet advarer dog om, at udlånsvæksten flere steder sker på bekostning af kreditkvaliteten.

5. jun. 2017
2 min

​2016 var med længder det bedste år i nyere tid for den danske banksektor. 33,8 milliarder kroner tjente pengeinstitutterne til sammen efter skat, hvilket er 9,8 milliarder mere end i 2015, 19,6 milliarder mere end i 2014, 20,4 milliarder mere ned i 2014 og 30,2 milliarder kroner mere end i 2012.

Forklaringen på det flotte resultat er, at nedskrivningerne de senere år er faldet støt. Fra 2015 til 2016 nedskrev og afskrev de 74 pengeinstitutter, som Finanstilsynet førte tilsyn med, med syv milliarder kroner. Samtidig gav positive kursreguleringer et ekstraplus på 4,3 milliarder kroner sidste år.

De gode konjunkturer for banker, sparekasser og andelskasser understreges af, at egenkapitalforrentninger er steget fra 7,5 procent i 2015 til godt 10 procent i 2016.

Oplysningerne, der fremgår af Finanstilsynets rapport "Markedsudvikling 2016 pengeinstitutter", viser, at der er stor forskel på udviklingen i de store og små pengeinstitutter.

De fem største i Gruppe 1 (Danske Bank, Nordea Bank Danmark, Nykredit bank, Jyske Bank og Sydbank) havde tilsammen et resultat på 29,1 milliarder kroner efter skat sidste år, mens resultatet for de 20 mindste pengeinstitutter i Gruppe 4 tilsammen endte med et minus på 17 millioner kroner.

Dårlige lån gives i gode tider

I rapporten konstaterer Finanstilsynet, at mange pengeinstitutter øgede udlånet i 2016 – typisk var der nul udlånsvækst i 2015, mens den i 2016 lå på cirka seks procent. Og det bekymrer tilsynet, idet høj udlånsvækst på bekostning af kreditkvaliteten var et af de kendetegn, der karakteriserede problemfyldte pengeinstitutter – hvoraf en del krakkede – under den seneste finanskrise for syv-ni år siden.

Ifølge Finanstilsynet er de mellemstore pengeinstitutters boligudlån i København og Århus steget med godt 30 procent siden 2014. Konkurrencen er særligt hård på udlån til andelslejligheder i Københavns-området, og en del bliver belånt uden krav om udbetaling. Og det kan lade sig gøre, fordi der ikke er retningslinjer for køberens udbetaling på andelsboligmarkedet, sådan som der er på ejerboligmarkedet, hvor køberen skal ligge fem procent.

"For pengeinstitutter har det historisk været sådan, at 'dårlige lån gives i gode tider'. Finanstilsynet ønsker, at pengeinstitutterne bliver mindre konjunkturmedløbende. Deres risikotagning i den forestående højkonjunktur bør være mere afbalanceret end sidst, og deres økonomiske polstring skal være bedre, inden det næste tilbageslag rammer os", lyder advarslen fra Finastilsynet.

 

Læs rapporten "Markedsudvikling 2016 for pengeinstitutter her.

Seneste nyt