Menu luk

Passiv – på den aggressive måde

Selv om din kollega ikke siger det direkte, kan du mærke, at hun er stærkt utilfreds med dig. Mange tyr til passiv-aggressiv adfærd, når de føler sig pressede i hverdagen og ikke tør sige det ligeud – eller nyder magten ved at gøre andre usikre.

31. dec 2017
5 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

​"Ja, det tager jeg mig da af!"

Umiddelbart lyder din kollegas svar tilforladeligt, da du spørger hende, om hun har mulighed for at aflaste dig med en opgave. Men der er en vred undertone, som ikke er til at tage fejl af. Den siger noget i retning af:

"Det tager jeg mig også af. Jeg skal aflaste dig i en uendelighed, jeg er dødtræt af det!"

Ikke at sige noget direkte kritisk, men alligevel give sine omgivelser en klar oplevelse af, at det bare ikke er i orden, er en strategi, som mange bruger. Især på arbejdspladser, hvor det står skidt til med det psykiske arbejdsmiljø, siger psykolog Iben Buemann, der har set adfærden i mange varianter:

"Hvis arbejdsmiljøet halter, og der er en uklar rollefordeling, giver det god grobund for passiv-aggressiv adfærd. Der er mange niveauer af den type adfærd, som også meget præcist er blevet kaldt 'sukkerglaseret vrede'. Det er en rigtig giftig sag. Ofte kan man som den, der udsættes for den, have svært ved at finde ud af, hvad det egentlig drejer sig om – man kan mærke en konflikt ulme, men ved ikke hvorfor".

Forvirrende opførsel

Ikke mindst mennesker med lavt selvværd og dårlig selvtillid, som ikke hviler i sig selv, er tilbøjelige til at være flinke i deres opførsel på overfladen og vise flig af vrede under den. Typisk fordi de er nervøse for den direkte konflikt – når de nøjes med at være fornærmede, undviger de den:

"Hvis dit selvværd er i orden, har du ikke problemer med at sige ligeud, hvad du mener. Du tror på, at du har lov til at være her og have en holdning", konstaterer psykologen.

Hvis du derimod er bange for konsekvenserne af at sige, hvad du mener, kan det få dig til at sige ja, selv om du mener nej – og udstråler det nej.

"Det forvirrer andre, for de får to forskellige input. Du spiller flink og siger, at det er helt okay, men de har i en eller anden udstrækning en følelse af, at du ikke mener det. Nogle er ligeglade, andre bliver meget påvirket af en sådan adfærd og pines af spekulationer over, hvad de har gjort galt. Især hvis de spørger og får svaret, at intet er galt, og bliver i tvivl om deres egen dømmekraft".

Magt og kontrol

Den passive-aggressive adfærd kan altså dække over lavt selvværd, og der kan ligge uindfriede forventninger, en følelse af at blive udnyttet og ikke værdsat eller misundelse over for kolleger bag. For nogle er det også et indgroet mønster, der giver et kick:

"Det kan give en følelse af magt at give sine omgivelser den kolde skulder med en 'silent treatment'. Så kan de have det for det! Og gå og gætte på, hvad der mon er problemet, når du undviger øjenkontakt eller lader være med at kommentere et initiativ eller en idé, de fremlægger. De får ingen reaktion ud af dig, og det kan føles rart at mærke, at det gør dem usikre, for det giver en fornemmelse af at have kontrollen og kunne køre andre rundt i manegen".

I nogle tilfælde glider den passiv-aggressive adfærd over i mobning.

"Det kan være, at du synes, at en ny ung kvindelig ansat på kontoret er for frembrusende, tager for meget opmærksomhed og måske også ser for godt ud. Måske erkender du ikke, hvilke følelser der ligger bag, men hager dig fast i, at den unge kommer for let til alt – men den går ikke hos dig, du straffer hende ved at behandle hende køligt eller som luft. Den slags afvisning kan få de fleste på glatis", siger Iben Buemann.

En balance

De fleste har formentlig prøvet i en eller anden situation at skjule aggression og i stedet forsøge at lægge ansigtet i de rette folder, og det er en god evne at have.

"Det er jo ikke sådan, at man aldrig skal lægge bånd på sig selv og altid buse ud med al sin vrede. I nogle tilfælde er man også selv klar over, at det ikke er berettiget, at man eksempelvis er voldsomt irriteret på en kollega. Hver gang han eller hun viser sig, bobler det op, synet af personen alene er nok. Det kan man naturligvis ikke vise, men det kan være en god idé at prøve at finde ud af, hvad det er, der udløser irritationen".

 

Det kan for eksempel være, at du finder frem til, at hun minder dig om Sanne, som du havde så mange konflikter med i folkeskolen, eller et familiemedlem, du ikke kan døje, eksemplificerer psykologen:

"Når du finder frem til kernen i det, kan det være nemmere at finde en måde at håndtere det på. Så du kan skrue ned for irritationen og få arbejdshverdagen til at fungere bedre".

 

Er du passiv-aggressiv?

Undviger du øjenkontakt med kolleger, der irriterer dig?

Vender du dig væk eller er tavs i stedet for at sige til kollegaen, at han kommer med et elendigt forslag?

Siger du ja og flyder med strømmen i større sammenhænge og skælder ud over beslutningen over for familie eller venner?

Bruger du tavshed i stedet for at fortælle, hvad der rører sig i dig? Måske også i privatlivet?

At gribe til passiv-aggressiv adfærd indimellem er normalt, men hvis det er dit grundmønster, fører det til mange frustrationer – og det løser ikke problemerne at spille fornærmet og utilnærmelig.

Overvej, hvad du gerne ville have sagt, og hvad du ville opnå ved at sige tingene ligeud.

 

Spørg ind til problemet

Hvis du kan mærke, at noget ulmer i forhold til en kollega, så find overskud til at tale om det.

Tag udgangspunkt i dig selv – sig for eksempel, at du har en oplevelse af, at din kollega ikke siger så meget som normalt. Er det dig, der tager fejl? Er der noget, du kan gøre anderledes?

Vær så konkret som muligt: Når du svarer sådan, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt der er noget galt.

Måske er der et andet problem hos din kollega, eventuelt på hjemmefronten, som ligger bag, og med den oplysning kan du slippe bekymringen.

Hvis du ikke får et svar, kan alene det, at du tog det op og viste velvilje, muligvis lette situationen og få din kollega til at overveje sin opførsel.

Kilde: psykolog Iben Buemann