Menu luk

Nogle gange skal man prøve at gå nye veje

Da Sparekassen Vendsyssel oprettede et uddannelsesforløb målrettet kvindelige ledere og lederaspiranter, slog Rikke M. Madsen og 33 andre af sparekassens kvinder til. I dag er Rikke souschef, og det er blevet naturligt for flere af hendes kolleger at tage ansvar.

18. dec. 2017
4 min

​"Jeg er modstander af, at kvinder skal køre med støttehjul, skubbes frem, hjælpes og tages i hånden. Jeg synes, at ledelsen som udgangspunkt skal vælge den bedst kvalificerede og vælge en mand, hvis det er en mand, og en kvinde, hvis det er en kvinde", fortæller 40-årige Rikke M. Madsen, ny souschef i Sparekassen Vendsyssels afdeling i Pandrup.

Hun har altid drømt om at blive leder. Efter 15 år som rådgiver tog hun i sommer springet til at blive souschef. Forinden havde hun sammen med 33 andre kvinder fra sparekassen deltaget i et uddannelsesforløb målrettet sparekassens kvindelige ledere og lederaspiranter under titlen "Kvindelige Forandringsagenter".

Mænd var forment adgang. Og det havde Rikke M. Madsen det i udgangspunktet lidt stramt med. Ideen om at skabe et rent kvindehold udsprang af, at der i 2015 ikke havde været en eneste kvinde, som havde tilmeldt sig sparekassens ledertalenthold. Til trods for at sparekassens HR-medarbejdere havde været ude at prikke flere kvinder på skulderen og spørge, om det ikke var noget for dem.

"Det ærgrede os lidt, at det var et rent mandehold, og så kom vi til at snakke om, hvad gør vi egentlig i forhold til kvinderne? For vi kunne se, at der faktisk var en del, der var potentiale i. Så talte vi om, om vi skulle lave et rendyrket hold af kvinder. Kunne man tillade sig det? Eller var det for meget forskelsbehandling? Og så blev vi enige om, at det var vi faktisk ligeglade med. Nogle gange skal man prøve at gå nye veje for at se, om det kan åbne op for noget", siger Lars Guldager, HR-direktør i Sparekassen Vendsyssel.

Personlig udvikling er ligesom et isbjerg

Og det lykkedes sparekassen at få uddannet hele 34 forandringsagenter. Om det var uddannelsesforløbets titel "Kvindelige Forandringsagenter", en introaften om forløbet med tilstedeværelse af sparekassens direktion eller det faktum, at det var et rent kvindehold, er svært at sige. Men det ene planlagte uddannelseshold blev til to. Med deltagelse af kvinder i alle aldre, fra forskellige funktioner og med og uden ledererfaring.

HR-medarbejder Mettesofia Esbensen har været tovholder på projektet, som løb fra december 2015 til februar 2016. Hun har efterfølgende løbende haft samtaler med hver enkelt deltager, blandt andet i kraft af hendes uddannelse som coach, mentaltræner og snart psykoterapeut. Og hun fortæller, at deltagerne har arbejdet meget med personlig udvikling og med at blive bevidst om, hvilke styrker de har i forhold til lederskab.

"Personligt lederskab handler også om at tage ansvar for sig selv. Personlig udvikling er ligesom et isbjerg. Toppen er det, der er synligt for en selv, men der ligger et kæmpe potentiale nedenunder, og det er det, vi gerne vil have frem i nogle af alle de her kvinder. Jo mere styrket du er, jo mere mod har du til at kaste dig ud i det, der er lidt ukendt", siger Mettesofia Esbensen.

Vi har rykket kvinderne

Efter Rikke M. Madsens udnævnelse til souschef er yderligere en deltager fra uddannelsesforløbet, Lene Vittrup, blevet udnævnt som souschef i sparekassens afdeling i Hjørring. Derudover har flere af de andre deltagere også taget mere lederansvar i deres nuværende job. Det drejer sig blandt andet om gruppelederne, som qua en organisationsændring i sommer fik udvidet deres rolle til også at omfatte personaleansvar og det daglige ansvar for at udvikle kundemedarbejderne. 

"Der er også flere, som har sagt: 'Vi vil gerne køre et projekt ude i afdelingen, for eksempel om trivsel'. Så det har givet dem en booster, en selvtillid og et selvværd. Og det er unikt, at vi i en uddannelse kan mærke, at der er nogen, der lige pludselig står frem og virker stærke. Det er det, vi har brug for i en organisation", siger Lars Guldager.

Ifølge Lars Guldager og Mettesofia Esbensen har flere kvinder givet udtryk for, at de vil søge ind på sparekassens ledertalenthold i 2018. Så forløbet har rykket kvinderne og givet Rikke M. Madsen det sidste skub mod en lederstilling. Og hun er overbevist om, at nogle af hendes kolleger ikke ville have deltaget, hvis ikke det havde været et rent kvindehold. Så selvom hun vægrer sig mod positiv forskelsbehandling, kan hun godt se fordelen ved at indføre det for at skubbe på en udvikling for at få flere kvindelige ledere.

"Vi må erkende, at mænd og kvinder er forskellige, så hvis det her uddannelsesforløb kan klæde nogle kvinder på til at turde tage udfordringen op, så er det bare alletiders. Og jeg håber, at kvotesystemer kan være med til at stille skarpt på, at vi får repræsentanter fra begge køn. Men jeg håber også, at man om en årrække vil sige, at nu er det ikke nødvendigt længere, fordi nu er det naturligt", siger Rikke M. Madsen.

 

Fakta om Sparekassen Vendsyssel

Sparekassen Vendsyssel har de seneste år gennemgået store forandringer. Den har siden 2001 gennemgået adskillige fusioner og sammenlægninger samt opkøbt og åbnet nye afdelinger. Senest var i 2016, hvor sparekassen opkøbte fire afdelinger fra Den Jyske Sparekasse og desuden åbnede en ny afdeling på Rådhuspladsen i København.

I løbet af de sidste godt 10 år er sparekassens medarbejderantal blevet fordoblet og ligger for tiden på 415 medarbejdere fordelt på 29 afdelinger i Nord- og Vestjylland og to afdelinger i København. Sparekassen har hovedsæde i Vrå syd for Hjørring, hvor den i øvrigt blev stiftet under navnet Sparekassen for Vrå og Em sogne tilbage i 1871. Sparekassen har 114.000 kunder og 39.000 garanter.

Seneste nyt