Menu luk

Højere pensionsalder kræver nytænkt arbejdsliv

FORBUNDET MENER: Debatten om pensionsalderen mangler en væsentlig mellemregning – nemlig hvordan vi har det, mens vi er på arbejdsmarkedet og vel at mærke på et arbejdsmarked under store teknologiske forandringer.

22. jan 2017
4 min

​Den politiske debat er i gang omkring pensionsalderen endnu engang, og sagen lader til at være klar: De fleste af os kommer til at være på arbejdsmarkedet i længere tid.

Sådan lyder ambitionen i al fald fra regeringen, og den bakkes op af flere arbejdsgiverorganisationer, mens danskerne generelt ifølge flere målinger – og i øvrigt også bl.a. LO – mener, at grænsen er nået for, hvor meget mere pensionsskruen kan strammes.

Sagen er dog, at vi mangler en helt væsentlig mellemregning i hele diskussionen. Nemlig hvordan vi har det, mens vi er på arbejdsmarkedet. Og vel at mærke på et arbejdsmarked under store teknologiske forandringer. Det er en helt afgørende præmis for at tale om tiltagetrækningsalderen, og pensionsproblematikken kræver mest af alt, at vi nytænker nogle centrale elementer i, hvordan vi strikker vores arbejdsliv sammen.

Pointen med hele pensionsalderøvelsen er jo at afhjælpe en grundlæggende demografisk udfordring. Og den del af sagen er svær løbe fra. Vi bliver simpelthen ældre og lever flere år som pensionister. Demografien taler sit tydelige sprog, og det tangerer almindelig sund fornuft, at vores forhold til pension må efterses i det perspektiv.

Men i den henseende er det på høje tid at bruge lejligheden til en lidt dybere diskussion af, hvordan vi arbejder. De fleste af os tilbringer trods alt størstedelen af vores voksenliv på arbejdsmarkedet – og hvordan vi har det der, hvad vi laver og hvordan vi gør det – er naturligvis helt afgørende komponenter i en diskussion, der ikke kan reduceres til et spørgsmål om at dreje lidt på skruen den ene eller anden vej.

Vi bør i stedet se på, hvordan vi indretter arbejdsmarkedet både for dem, der nærmer sig pensionsalderen, men så sandelig også for dem, som måske nok er langt fra, men som efter alt at dømme kan se frem til at være på arbejdsmarkedet i længere tid.

Det kræver grundlæggende, at vi indretter arbejdslivet mere holdbart. Det sker ikke over natten, men det er en proces, vi skal have sat i gang. Det er simpelthen rettidig omhu. For den enkelte lønmodtagers skyld, men så sandelig også for samfundets.

For det første er vi nødt til at se på helt basale elementer som trivsel og produktionskrav. For et arbejdsliv slider i forskellig grad og kan have mange ansigter. Nedslidningen kan både være fysisk og psykisk, og for rigtig mange mennesker på det danske arbejdsmarked er det simpelthen uladsiggørligt at blive ved med at forlænge tiden på arbejdsmarkedet, hvis selve arbejdslivet forbliver status quo.

Der er behov for at tilrettelægge indsatsen anderledes – også med blik for produktiviteten på sigt. En længere distance kræver jo, at man disponerer løbet anderledes for at opnå det bedste resultat. Derfor bør vi også indrette os smartere og mere fleksibelt, når det kommer til arbejdstid - så man f.eks. arbejder i mere i nogle dele af ens arbejdsliv og mindre i andre, hvor man har mere brug for tid til familie, uddannelse eller noget tredje.

For det andet er vi nødt til at se på kompetence- og uddannelsesdelen med i et perspektiv på de forandringer, der er i fuld gang omkring os. Virksomheder og medarbejdere lever i sidste ende af et fælles råstof – nemlig de kompetencer, der skaber forretning og værdi for virksomhederne og også udgør medarbejderes markedsværdi. Det aktiv har vi også fælles interesser i at udvikle og vedligeholde løbende gennem skiftende behov og udfordringer - og integrere mere i forståelsen af et samlet arbejdsliv.

Og for det tredje er der brug for et 'seniorarbejdsliv', hvor vi som samfund udnytter den erfaring og værdi, der ligger i denne medarbejdergruppe. På trods af megen snak om 'grå guld' er realiteterne jo, at der være plads til og rum for at blive på arbejdsmarkedet for dem, vi gerne have til at blive længere. Rigtig mange frygter at miste deres job, når de nærmer sig de 60, fordi det er vanskeligt at komme tilbage til arbejdsmarkedet som senior. Det koster ressourcer – både for den enkelte og samfundet – og der er simpelthen brug for bedre rammer for at være aktiv og bidragende senior på arbejdsmarkedet.

Pensionsdebatten bliver forfladiget, hvis den reduceres til et spørgsmål om, hvor vi lægger målstregen. Vi skal se på, hvordan vi tilrettelægger vejen dertil smartere og indretter et mere holdbart arbejdsliv.