Fællesskabet er hans drive
Jeg er et produkt af mine omgivelser, så når der er en god stemning og energi, giver det mig også lyst til at være mere hjælpsom, siger 39-årige privatkunderådgiver og nyvalgt tillidsmand i SparNord Peter Brun, der til sin store overraskelse fik overrakt en stor buket blomster af sin kollega Hanne Sanko, fordi hun havde indstillet ham til Finansforbundets lille kollegakonkurrence på Facebook.
"Det er jo fantastisk, at der bliver lagt mærke til det. Det betyder rigtig meget for mig, at der er god trivsel og et godt kollegaskab på arbejdspladsen. Jeg godt kan lide at involvere mig i mennesker og være tæt på. Hvis der er en, der sidder i hjørnet og ikke har det godt, så påvirker det mig, og jeg får behov for at gøre noget ved det. For mig er det vigtigt, at det jeg gør, skaber værdi for arbejdspladsen, og det er jeg da glad for at blive anerkendt for", siger Peter Brun fra Spar Nords afdeling i Vejle, da han har rystet overraskelsen af sig og sidder sammen med sin kollega Hanne Sanko og Finans' udsendte.
Peter er udover at være privatkunderådgiver i Spar Nords afdeling i Vejle, også ny tillidsmand i afdelingen. Ligesom han også har været it-superbruger på bankens store it-konverteringsprojekt. Og det er roller, der falder ham naturlige at påtage.
"Hvis jeg får mine kolleger med på rejsen, så står vi også meget stærkere og for mig, er fællesskabet og det vi kan skabe sammen mit helt store drive. Det ligger mig ret meget på sinde, det med at løfte i flok, som et modsvar til den individualisering, som vi ser i samfundet generelt. Det er en retning, som jeg gerne vil være med til at påvirke", siger Peter og understreger, at han i ligeså høj grad er et spejl af afdelingen.
"Jeg er et produkt af mine, så når der er en god stemning og energi, giver det mig også lyst til at være mere hjælpsom".
Når Peter kommer på banen falder tingene på plads
For Hanne er Peters måde at håndtere de mange forandringer, som banken gennemgår, en stor del af grunden til, at hun valgte at indstille ham i Finansforbundets kollega-konkurrence på Facebook.
"Han er sådan en stille og rolig fyr, der tager tingene meget velovervejet. Da vi fik vores nye it-system var det en kæmpe udfordring for mange, og der har Peter, som superbruger været hel fænomenal i forhold til at holde fokus og på sin vanlige rolige facon vist os vejen frem. Det er typisk for Peter, at når han kommer på banen, falder tingene til ro og på plads", siger Hanne, da Finans' udsendte spørger ind til, hvorfor Peter gør en forskel for hendes arbejdsdag.
Det samme oplevede Hanne, da Spar Nord lancerede en ny forretningsstrategi, hvor mange rådgivere skulle til at være totalrådgivere og ikke kun henholdsvis privat- eller erhvervsrådgivere.
"Så er han lige henne og spørger, hvordan man har det med det. Han ved godt, at forandringer betyder meget for os som personer - lige meget om vi er unge eller gamle – og at nogle har nemmere ved at takle det end andre", siger Hanne og påpeger, at udover at være fantastisk hjælpsom, interesseret og opmærksom på sine kolleger, så er Peter også meget fokuseret på opgaven.
"Der er ikke noget med at finde hullerne i osten, hvis der er nogle, der laver en fejl, men at finde ud af tingene og komme videre. Det er i det hele taget kendetegnene ved hele vores afdeling her i Vejle".