Menu luk

Regler skal tilpasses diversiteten blandt pengeinstitutter

Europa har et stærkt og vigtigt net af lokale og regionale pengeinstitutter, der er helt afgørende for at sætte gang i væksten. Det er derfor vigtigt, at regulering af den finansielle sektor tager højde for disse pengeinstitutters forretningsmodeller, slår en fælles udtalelse fra UNI Europa Finance og ESBG fast.

12. sep. 2016
3 min

​ESBG (European Saving and Retail Banking Group) og Uni Europa Finance slår i et fælles pressekommuniké fast, at det er helt centralt for privatkunder og mindre og mellemstore virksomheder, at der i Europa er et stærkt, regionalt og ansvarligt banksystem med brede distributionskanaler.

Det er helt afgørende for den økonomiske udvikling, at der i Europa er et landskab med mange forskellige typer pengeinstitutter tæt på privatkunder og små og mellemstore virksomheder. Det er disse pengeinstitutter tæt på kunderne, der kan følge og rådgive både privatkunder og virksomheder gennem forskellige faser af livet.

"Det et helt unikt samarbejde mellem ESBG og UEF. Det er aldrig før sket, at vi har fundet sammen på tværs af meningsforskelle. Det er sket i en erkendelse af, at Europa går glip af et enormt vækstpotentiale i local banking. Derfor taler vi om, at diversitet er vigtigt. Der skal være banker "til ethvert formål", siger Michael Budolfsen, der ud over at være næstformand i Finansforbundet er præsident i Uni Europa Finance.

Sparekasser og banker har over hele Europa 58.000 afdelinger , betjener 185 millioner kunder og beskæftiger 810.000 ansatte, ifølge tal fra ESBG. Væksten udspringer dels af deres specialiserede rådgivning, dels af de mange kvalificerede job, de er med til at skabe.

Derfor er det vigtigt, at de krav, der bliver stillet, tager hensyn til de forskellige typer pengeinstitutter.

"Den regulering, der vedtages, skal i højere grad være tilpasset størrelse og forretningsmodel i det enkelte pengeinstitut. Det giver mulighed for i højere grad at servicere de små samfund og stimulere dannelse og vækst af SMV'ere, der jo står for langt den største del af jobskabelsen. Dermed er local banking en væsentlig forudsætning for at skabe vækst i Europa", siger Michael Budolfsen.

Der skal kort sagt være proportionalitet i reguleringen, slår de to organisationer fast i deres fælles udtalelse.

Ekstra dimension i kreditgivningen

Dette er Jan Kondrup meget enig i. Han er direktør i Lokale Pengeinstitutter, der repræsenterer 63 mindre og mellemstore banker, sparekasser og andelskasser fordelt over hele Danmark.

"Der er ingen tvivl om, at de lokale pengeinstitutter spiller en helt særlig rolle i forhold til at være med til at understøtte vækst og udvikling lokalt. Det har undersøgelser bekræftet, men vi oplever det også konkret i dagligdagen. Der kommer simpelthen en ekstra dimension ind i kreditgivningen, når den nære relation mellem pengeinstitut og lokalområde er til stede. Derfor er det også så vigtigt at sikre proportionalitet i lovgivningen, så der tages hensyn til, at der er forskel på en stor international bank, der arbejder på tværs af landegrænser, og et lokalt forankret pengeinstitut, der på en helt anden måde har fokus på det lokale erhvervsliv og de mennesker, der bor i området", siger Jan Kondrup.

Det tredje ben i den fælles udtalelse er ret til rådgivning. Det skal være muligt for alle europæere at have adgang til rådgivning, ligesom investeringsrådgivning fortsat ikke skal være en ydelse, der betales med timepris.

"Alle elementer er noget, vi har kæmpet for i flere år i Finansforbundet. Specielt anerkendelsen af, at lokal forankring stimulerer væksten er i direkte forlængelse af den rapport, Finansforbundet fik udarbejdet i samarbejde med LOPI og Cevea her i foråret – så samarbejdet med ESBG skal selvfølgelig også ses i den kontekst", siger Michael Budolfsen, som også ser den fælles forståelse som en anledning til at få reaktiveret debatten om lokalt forankrede pengeinstitutter også i Danmark.

Seneste nyt